Kontakt os






 

Ny DR-serie om de danske kystområder
Mandag 30. maj 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Med 7.000 km. har Danmark en af Europas længste kystlinjer. En kystlinje der gemmer på et utal af hemmeligheder. En nye programserie 'Danmark - kyst til kyst' udforsker fra 6. juni kl. 20 på DR1 og DR HD Danmarks mange glemte historier, særpræg, eventyr og hemmeligheder.

Selvom Danmark ikke fylder meget på verdenskortet, har landet en af verdens længste kystlinjer målt i forhold til arealet; 7.000 km. - svarende til afstanden mellem Danmark og De Vestindiske øer. Intet sted i Danmark er der mere end maksimalt 50 kilometer til havet.

I den nye DR1-serie 'Danmark - kyst til kyst' ses på kystlinjernes mange ufortalte og glemte historier, særpræg, eventyr og hemmeligheder.

"DR kan med denne serie forhåbentlig inspirere danskerne til at besøge vores mangfoldige lands mange ukendte skatte," siger DR1s kanalchef, Lotte Lindegaard.

Programserien i otte afsnit tager udgangspunkt i kysten - lige fra havbunden til det himmelske overblik. Hver udsendelse tager fat i en ny landsdel og fortæller historier om dets mennesker, natur og kultur.

"De danske kystområder med hvert deres særkende er jo en vigtig del af vores fælles, levende kulturarv. Måske er der sket noget for 20 år siden, eller for en million år siden, der stadig præger en egn. Vi taler med lokale, der har gennemlevet eller ved noget om, hvordan det er sket, og hvordan det påvirker vores liv," fortæller producent Ulrik E. Gutt-Nielsen.

Det er fem ekspertværter, der i løbet af de otte programmer optrevler og endevender naturen, dialekterne, erhvervet og dyrelivet i de enkelte områder. Hovedvært bliver havbiolog Anders Drud mens de fire andre værter bliver biolog og vært på DR2-programmet 'Viden om', Line Friis Frederiksen, botaniker Flemming Rune, geograf Mai Maskell og historiker Ulrik Langen.

'Danmark - kyst til kyst' er optaget i HD-kvalitet og kan ligeledes ses på DR HD. Serien er inspireret af BBCs populære 'Coast', der med stor succes har kørt i seks sæsoner - blandt andet med et besøg i Danmark i 2010.


Foto: Medværterne på DRs nye programserie 'Danmark - kyst til kyst' geograf Mai Maskell, historiker Ulrik Langen, biolog Line Friis Frederiksen og botaniker Flemming Rune. (Fotocredit: Content Power House)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002