Kontakt os






 

Blachmans nye program hedder 'Mentor'
Tirsdag 11. juni 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det efterhånden mange gange omtalte kommende underholdnings- program med Thomas Blachman har nu officielt fået en titel og en premieredato. DR oplyser, at programmet skal hedde 'Mentor', og at det kommer på skærmen første gang fredag den 30. august kl. 20. I øvrigt præcist som ugebladet Her&Nu kunne fortælle for tre uger siden.



Seks musikalske personligheder deler som mentorer ud af deres håndværk og viden og er med til at skabe underholdning, der inspirerer og giver videre. Det er idéen bag det nye underholdningsprogram, ’Mentor’.

De seks fungerer som mentorer for seks unge sangere, der alle ønsker at få professionel hjælp til at fremkalde deres fulde kunstneriske virke.

Ideen til ’Mentor’ kommer fra Thomas Blachman, der har udviklet programmet i samarbejde med DR og Nordisk Film TV. I udviklingen af programmet har Thomas Blachman trukket på både sin egen oplevelse med det at lade sig forme af en mentor og sin erfaring med underholdningsprogrammer på tv.

"Mentor-rollen er en af vores samfunds vigtigste byggesten. Det at møde et menneske, der siger et ord man aldring glemmer, kan forandre ens liv for altid - og kan forandre det at lære ny viden til en inspirerende leg. Hvem vil ikke gerne møde dette inspirerende menneske, og hvem vil ikke gerne være dette menneske?", siger Thomas Blachman.


De professionelle bliver stemt hjem

’Mentor’ strækker sig over otte live-programmer, hvor de seks mentorer skal forløse seks unge sangeres potentiale. Det er seerne hjemme i stuerne, der afgør, hvorvidt det lykkes den enkelte mentor at fremkalde sin mentee eller, om det er tid for en mentor at forlade programmet. Når en mentor forlader programmet, får menteen mulighed for at vælge en ny mentor i håb om, at det er et bedre match, der ultimativt vil give den helt rigtige fremkaldelse.


Om at tage ansvar

”Mentor handler i bund og grund om at zoome ind på det ansvar, vi alle har for at dele ud af vores erfaring og dermed hjælpe andre med at vokse. Og det er lige meget, om det drejer sig om at blive bedre til et job, blive en bedre forælder eller en bedre sanger. Jeg håber, der er mange seere, der vil lade sig inspirere til at give eller tage imod, når de møder en potentiel mentor eller mentee på deres vej,” siger underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme.

Årets Mentor vinder æren, men vedkommendes mentee vinder et mentorforløb hos et internationalt pladeselskab, der vil fortsætte den professionelle udvikling, der er indledt i programmet.

Thomas Blachman medvirker selv i programmet i fri dressur som moderator.


I konkurrencen med 'Vild med dans'

'Mentor for premiere fredag den 30. august kl. 20, hvilket er to uger inden sæsonstart på TV 2's 'Vild med dans'.



Foto: Thomas Blachman er moderator i det nye underholdningsprogram 'Mentor' på DR1. ( Fotograf: Agnete Schlichtkrull)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002