Kontakt os






 

'Bamse' får pris af 'Rasmus Klump'
Fredag 9. maj 2008
Af Karsten Jensen
 
DR's 'Bamse' har nu udsigt til at blive hædret af en anden velkendt figur; nemlig 'Rasmus Klump'. 'Bamse' og nøglepersonerne bag ham bliver nemlig årets modtagere af Rasmus Klump Prisen. Prisen bliver overrakt ved et helt særligt ”topmøde” mellem de to skattede figurer i Kongens Have i København torsdag den 15. maj klokken 10.
Rasmus Klump Prisen er blevet uddelt siden 1998 efter et ønske fra Carla Hansen (1906-2001). Hun var enke efter skaberen af 'Rasmus Klump', Vilhelm Hansen, og med prisen, der er på 25.000 kroner, ønskede hun at sætte et varigt minde for deres ægteskab.

Sidste år blev Egmont Serieforlaget ny ejer af Rasmus Klump-universet, og her viderefører man traditionen med at uddele prisen.

”DR har med serien ’Bamses Billedbog’ ikke blot skabt et univers, der siden 1982 uafbrudt har været særdeles populært og elsket af børn og forældre. 'Bamse og Kylling' er også en af danskernes kulturelle fællesnævnere - et hyggeligt samlingspunkt, hvor det vigtigste er venskab, og at der er plads til alle. Den indsats og de værdier, er det helt naturligt for holdet bag Rasmus Klump at hylde,” siger Michael Benzon, der har ansvaret for internationale licenser som sit arbejdsområde i Egmont Serieforlaget.

Rasmus Klump er i dag oversat til 18 sprog og udkommer i 25 lande.

Udover 'Bamse' selv vil DR's dramachef Ingolf Gabold, DR's tidligere B&U-chef Mogens Vemmer og 'Bamses' ”opfinder”, Katrine Hauch-Fausbøll fra DR Fiktion, tage imod prisen i Kongens Have den 15. maj. Hun har foreløbig stået bag 230 udsendelser med den egoistiske, godsindede og gammelkloge Bamse, som samtidig også har været lidt af en sprogfornyer med ord som ”tivertifald”, ”molodi” og ”værsesgo”.

’Bamse-gruppen’ i DR har besluttet, at det ikke er Bamse selv, der får de 25.000 kroner fra Rasmus Klump Prisen til at købe for eksempel pandekager og honning for. Pengene donerer DR i stedet til Landsforeningen Ønskefonden, der har til formål at glæde alvorligt syge børn og unge mellem fire og 18 år ved at opfylde et af deres største ønsker.

Blandt de tidligere modtagere af Rasmus Klump Prisen er kronprins Frederik, Michael Laudrup, Dansk Handicap Idræts Forbund og organisationen Red Barnet.

’Bamses Billedbog’ kan ses igen på DR1 fra søndag den 25. maj klokken 17.30.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002