Kontakt os






 

TV 2 tøver med en 'Den som dræber 2'
Mandag 2. maj 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 og de internationale samarbejdspartnere følger modtagelsen hos seerne af 'Den som dræber' i både Danmark og udlandet, inden der tages beslutning om sæson 2. På den ene side gør det indtryk på TV 2, at seertallene til serien er faldet betydeligt, men på den anden side fanger serien bl.a. de unge seere.
"'Den som dræber' er en krimi af høj, international standard, som har opnået salg til en lang række lande. Eftersom 'Den som dræber' er en co-produktion, hvor TV 2 dækker cirka halvdelen af det samlede budget, afventer vi og vores samarbejdspartnere naturligvis modtagelsen af 'Den som dræber' i forskellige lande," siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.

Den endelige beslutning om sæson 2 afventer desuden, at TV 2 har analyseret reaktionerne og seerudviklingen på sæson 1 i Danmark.

"Det har bestemt gjort indtryk på os, at seertallene er faldet betydeligt – også mere end man kunne forvente, når det bliver forår, og de lyse timer og højere temperaturer får danskerne til at skære ned på tv-forbruget. Vi har modtaget en del tilkendegivelser om bl.a. seriens indhold og sendetidspunktet via fokusgrupper, seerreaktioner o.l., og alle disse reaktioner vil vi analysere og vurdere," siger Keld Reinicke og fortsætter:

"På TV 2 har vi ønsket at forny krimigenren, men ved at arbejde for markant fornyelse tager man også en chance."

Programchefen siger, at 'Den som dræber' er blevet en rigtig god, skarp og fornyende krimi, der har formået at fange de unge seere og såkaldte light-users med lavt tv-forbrug, som normalt er vanskelige at få til tv-apparaterne. Samtidig har serien fået et internationalt snit, der har matchet gode, skandinaviske krimiserier og har ført til stor, international interesse.

Når forårets ti afsnit er blevet vist på TV 2, går der nogle måneder, inden 'Den som dræber' igen dukker op på skærm og lærred. Det sker til efteråret, når en helt ny 'Den som dræber'-spillefilm får premiere i de danske biografer. Til efteråret vises 'Den som dræber' sæson 1 på tv-kanaler i bl.a. Norge, Sverige og Tyskland.

'Den som dræber' har iflg. Gallup pt. et seergennemsnit på 1.074.000 seere blandt alle danskere. Blandt de 21-50-årige er seerandelen høj – 47 procent – i gennemsnit. Det seneste afsnit søndag 1. maj blev set af 859.000 danskere.



Foto: Laura Bach, Jakob Cedergren, Lars Mikkelsen og Frederik Meldal Nørgaard fra TV 2s krimiserie 'Den som dræber'. (Fotograf: Per Arnesen)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002