Kontakt os






 

DR har planerne for valgdækningen klar
Tirsdag 18. januar 2005
Af Thomas Nielsen
 
Det har ikke været nogen hemmelighed, at vælgerne skulle til folketingsvalg i løbet af 2005. Derfor har DR også forlængst lagt planerne for valgdækningen for DR TV. Og ifølge DR bliver der en bredere dækning af et folketingsvalg end nogen sinde.
Allerede i aften, tirsdag, mellem klokken 20.00-22.00 mødes alle partiledere i Statens Museum for Kunst til den første store partilederdebat på DR1, hvor Reimer Bo Christensen er vært.

Det danske nationalgalleri lægger også hus til, når de ti opstillede partier til folketingsvalget kommer i direkte krydsild hos Steffen Kretz fra mandag den 24. januar og frem mod valgdagen. Det sker hver aften klokken 19.00 på DR1.

I løbet af valgperioden mødes valgets hovedaktører, Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen, også i duel på DR1. Her er Reimer Bo Christensen vært, ligesom han er det i afslutningsdebatten med partilederne søndag den 6. februar mellem 21.15 og 23.00 på DR1.

På selve valgaftenen sender DR1 valgstof og resultater fra klokken 18.30, til mandaterne er fordelt. Også her er Reimer Bo Christensen aftenens vært. I hele valgperioden vil TV-avisen klokken 21.00 for øvrigt være udvidet med fem minutter, så der er bedre plads til valgstoffet.

Også på DR2 vil ord som stemmeurner, valgflæsk og spidskandidat forekomme i de kommende uger. I programmet 'Jersild og spin' går DR2's Jens Olaf Jersild og hans spindoktor-gæster bag om valgkampens spin og politikernes og partiernes motiver. Hvornår er et budskab eller en nyhed plantet for at manipulere, og hvornår er det "den ægte vare"? Det er bare nogle af spørgsmålene, seerne vil kunne få svar på onsdage, lørdage og mandage klokken 23.00 på DR2. Første udsendelse kommer i morgen, den 19. januar.

Ud over Jersild og spindoktorerne dækker DR2 valget med debat, analyser og kommentarer i 'Debatten' og 'Deadline 22:30'.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002