Kontakt os






 

Uafgjort for DR og TV 2 ved TV Festival
Mandag 23. august 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Da den danske tv-branche i weekenden holdt TV Festival blev der uddelt 28 tv-priser. Og det blev til præcis 13 priser til både DR og til TV 2, mens der var én pris til TV3 for Bedste realityprogram - 'Paradise Hotel' og én pris til web-tv-kanalen Monday/In2media.


TV 2

Ved uddelingen blev programserien ’De 7 drab’ fra TV 2 aftenens topscorer med fem priser - nemlig ’Bedste nyskabelse’, ’Bedste faktaserie’, ’Bedste fotograf/fakta’, ’Bedste tonemester/fakta’ og ’Bedste klipper/fakta’.

Med de 13 priser til TV 2 blev det den hidtil bedste høst for TV 2 i festivalens historie.

TV 2 hentede bl.a. mange priser i fiktions- og faktagenrerne, der netop er genrer, som TV 2 har arbejdet målrettet på at udvikle og forny. Dramakomedieserien 'Lærkevej' fik fx prisen for 'Bedste lange tv-drama'. 'Lærkevej' var en af nyskabelserne i TV 2 fiktionsstrategi fra 2009, der skal bringe mere ny, dansk fiktion på skærmen.

"Jeg er pavestolt. TV 2 har især arbejdet med begrebet ’fornyelse indefra’ i satsningen på mere dansk fiktion, hvor 'Lærkevej' får den flotte pris som den bedste lange fiktionsserie. Også faktaområdet har været under fornyelse og markant udvikling og gav i foråret TV 2 sin måske bedste faktasæson nogensinde. Tv-priserne til 'De 7 drab' er endnu et skulderklap til den indsats, som er gjort," siger TV 2s programdirektør Palle Strøm.

Det var også TV 2-programmer, som fik priserne for 'Bedste aktualitetsprogram' (”Mogensen & Kristiansen” på TV 2 News, 'Bedste sportsprogram' (sportsmagasinet 'LPS') og 'Bedste dokumentarprogram' ('Lille voksen').

TV 2 Zulu fik prisen for 'Bedste tv-event' for 'Zulu Comedy Galla 2009'. Denne pris blev endda vundet i konkurrence med DR-programmerne 'X Factor – finalen' og 'Dansk Melodi Grand Prix 2010'.

Prisen for 'Årets tv-talent' gik til TV 2s 'Bingo Banko'-værter Simon Talbot og Jacob Wilson. Underholdningsprogrammet er den største lørdagssucces i fem år, og de værter vender tilbage til skærmen i september.

Æresprisen 'Årets Otto' for en stor indsats i dansk tv tilfaldt – under store klapsalver – tv-vært Michael Meyerheim, der efter mange år på 'Go’ morgen Danmark' nu er vært på TV 2 Charlie med programmerne 'Talkshowet Meyerheim' og 'Spørg Charlie'.

De 13 priser til TV 2s kanaler var fordelt med 10 priser til TV 2s hovedkanal, én til TV 2 Zulu, én til TV 2 News samt 'Årets Otto' til TV 2 Charlies Michael Meyerheim.


DR

DRs største 'pris-høster' ved uddelingen blev DR2s såkaldte 'dramady'-serie – ’Manden med de gyldne ører’ - med Nikolaj Steen i hovedrollen som smart pladeselskabsmand. Serien, der er produceret af Tomas Radoor og René Ezra fra Nordisk Film for DR, tog prisen for ’Bedste korte tv-drama’, mens Simon Bonde og Michael Spooner fik tv-Prisen for ’Bedste manus’ for deres arbejde med serien. Derudover blev’Manden med de gyldne ører’ også forgyldt med prisen ’Bedste klipper/drama’ og ’Bedste tonemester/drama’. Den første blev delt mellem Rikke Selin, Benjamin Binderup og Per Sandholt, mens Morten Pilegaard Jespersen blev hædret for at have styr på tonerne.

På Facebook sidder over 132.300 danskere lige nu med ved bordet hos brødrene Adam og James Price, og de kørte med smørklatten ved prisfesten. Her kunne de nemlig få en pris med hjem hver - nemlig ’Seerprisen’ og prisen for ’Bedste livsstilsprogram’.

Mad på en lidt anden facon har været beskrevet i ’Kontant’s udsendelser om fusk med kød. Kåre Quist og kollegernes afsløringer blev kåret som ’Bedste nyhedshistorie’, mens Anders Lund Madsen nu – ikke mindst over for sin praktikant – kan vigte sig med, at han er ’Bedste tv-vært’.

’X Factor’, som selskabet BLU producerede for DR1, tog prisen som ’Bedste tv-underholdning’, mens ’Krysters Kartel’ sikrede sig tv-prisen 2010 for ’Bedste satireprogram’. Satireprogrammerne er produceret af Made In Valby for DR2.

For første gang havde programmer på DRs tre nye tv-kanaler også muligheden for at blande sig i dysten om priserne, og det gjorde DR Ramasjang da også. ’Osman & Jeppe’ på DRs børnekanal – produceret af Made In Valby - hentede prisen som ’Bedste børne- og ungdomsprogram’.

Og hele lanceringstraileren for DR Ramasjang blev årets ’Bedste tv-trailer’.

Det var inden for børne- og familiedramatikken, at ’Bedste tv-skuespiller’ blev fundet. Her gik prisen nemlig fredag aften til 30-årige Signe Egholm Olsen for hendes rolle som Iselin i DR1’s julekalender, ’Pagten’ sidste år.

Mediedirektør Mikael Kamber glæder sig over de mange priser til DR:

”Det er altid noget helt særligt at blive hædret ved en branchefestival, hvor det er juryer og fagfolk, der giver en et skulderklap og belønner, hvad de synes, har været det ypperligste det seneste år. Det får mit DR-hjerte til at dunke, at det virkelig var på mange af DRs kerneområder, vi fik priserne - lige fra den afslørende journalistik over børneprogrammerne og satiren til dramatikken. Og så kan man da roligt sige, at det kørte i smør for brødrene Price,” siger han.

Mikael Kamber glæder sig samtidig over, at det både var programmer på DR1, DR2 - og i år også for første gang DR Ramasjang, der blev hædret.

”Det vidner efter min mening om, at vi leverer nyskabende kvalitets-tv på både vores brede og mere smalle kanaler,” siger han.


De fik tv-prisen 2010

Seerprisen: Spise med Price – DR1
Bedste tv-vært: Anders Lund Madsen – DR1
Bedste tv-skuespiller: Signe Egholm Olsen for ’Pagten’ på DR1
Bedste faktaserie: ’De 7 drab’ – produceret af Selskabet.tv for TV 2
Bedste aktualitetsprogram: ’Mogensen & Kristiansen’ på TV 2 News
Bedste sportsprogram: ’LPS’ på TV2
Bedste børne- og ungdomsprogram: ’Osman & Jeppe’, produceret af Made In Valby for DR Ramasjang
Bedste dokumentarprogram: ’Lille Voksen’ – produceret af Team Productions/Bastard Film for TV 2
Bedste realityprogram: ’Paradise Hotel’ – produceret af Mastiff for TV3
Bedste livsstilsprogram: ’Spise med Price’ – DR1
Bedste tv-underholdning: ’X Factor’ – produceret af BLU og DR for DR1
Bedste satireprogram – eller non-scripted comedy: ’Krysters Kartel’ – produceret af Made In Valby for DR2
Bedste tv-event: ’Comedy Galla’ – produceret af Immergut for TV 2 Zulu
Bedste tv-trailer: Ramasjangs lanceringstrailer – produceret af &Co./Radarfilm/DR til DR1 og DR Ramasjang
Årets Otto – hæderprisen i den danske tv-branche: Michael Meyerheim
Bedste nyskabelse: ’De 7 drab’ – produceret af Selskabet.tv for TV 2
Bedste nyhedshistorie: ’Kontant’s afdækning af fusk med kød – DR1
Bedste web-tv: The man who gave us Messi – produceret af Monday/In2media
Bedste fotograf/fakta: Thomas Gerhardt for ’De 7 drab’ på TV 2
Bedste klipper/fakta: Jacob Duus for ’De 7 drab’ på TV 2
Bedste tonemester/fakta: Steffen Breum for ’De 7 drab’ på TV 2
Bedste fotograf/drama: Dirk Brüel for ’Blekingegade’ på TV 2
Bedste klipper/drama: Rikke Selin, Benjamin Binderup og Per Sandholt på ’Manden med de gyldne ører’, DR2.
Bedste tonemester/drama: Morten Pilegaard Jespersen på ’Manden med de gyldne ører’, DR2
Bedste lange tv-drama: ’Lærkevej’ – produceret af Cosmo Film for TV 2
Bedste korte tv-drama: ’Manden med de gyldne ører’ – produceret af Nordisk Film for DR2
Bedste manus: Simon Bonde og Michael Spooner for ’Manden med de gyldne ører’ på DR2
Årets tv-talenter: Simon Talbot og Jacob Wilson, værter på ’Bingo Banko’, TV 2



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002