Venstres mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, bliver nu skarpt kritiseret af oppositionen, fordi han har været i Istanbul for at se en fodboldkamp - inviteret af Modern Times Group/TV3, der er meget interesseret i at købe TV 2. Iflg. Ekstra Bladet tilbragte Rohde, der er ansat som konsulent for MTG, to dage på et lukushotel i Istanbul.
Såvel Jens Rohde og MTG understreger, at turen til Tyrket udelukkende handlede om hans rolle som konsulent for den internationale mediekoncern, og at det var et rent tilfælde, at Liverpool samtidig spillede en fodboldkamp i byen.
Rohde afviser i Ekstra Bladet iflg. DR Nyheder, at det er et problem, at han som en af hovedmændene bag salget af TV 2 tager imod sådan en rejse.
Men oppositionen er helt uenig. "Jeg kan ikke se, hvordan politikere kan drive politik uafhængigt af økonomiske interesser, når de samtidig er ansat af firmaer", udtaler Mogens Jensen, der er Socialdemokratiets mediepolitiske ordfører.
Simon Ammitzbøl, mediepolitisk ordfører for Det Radikale Venstre er af den opfattelse, at politikere ikke skal tage imod gaver fra firmaer eller virksomheder indenfor det område, de er ordførere for. |