Kontakt os






 

Bertelsen til svensk tv
Onsdag 24. marts 2010
Af Karsten Jensen
 
Mikael Bertelsen er draget til Sverige, hvor han skal være vært på et svensk program om ligestilling.
Programmet er et af fem programmer til Sveriges Television, SVT, hvor værter fra lande så forskellige som Uganda og USA, skal lave et portræt af Sverige og svenskerne ud fra et givent emne.

I Danmark er Mikael Bertelsen kendt fra talkshows som 'De uaktuelle nyheder' og 'Den 11. time' men også for programmer af mere seriøs karakter som 'Quatraro Mysteriet' og 'P1 i fængsel'.

Nok er han kendt i Danmark for sin anderledes interviewteknik og krøllede hjerne, men det er et fåtal af svenskere, der indtil nu har stiftet bekendtskab med Bertelsen. Og han har derfor overrasket både det svenske produktionshold på SVT og sine interviewofre under optagelserne.

"Der er nogle ting, jeg ikke længere kan lave i Danmark. For folk ved ikke, om det jeg laver, er alvor eller ej. Men i Sverige er det helt anderledes," fortæller han.

Et eksempel på Mikael Bertelsens anderledes måde at møde sine interviewofre på, var da han i sidste uge skulle interviewe den svenske ligestillingsminister Nyamko Sabuni.

Ved første møde med den kvindelige minister byttede Bertelsen med vilje om på ministeren og hendes mandlige pressesekretær:

"Det var ministeren selv, der bød mig velkommen. Men jeg lod som om, jeg troede, at det var hendes mandlige pressesekretær, der var ligestillingsminister," siger Mikael Bertelsen.

Det skabte stor forvirring i ministeriets forkontor, hvor de måbende medarbejdere så til, mens Mikael Bertelsen blev ved med at bytte om på Nyamko Sabuni og hendes pressesekretær.

"Ministeren blev ved med at sige, at det altså var hende, som var minister og at det ikke forholdt sig, som jeg tilsyneladende troede. Jeg fortalte hende, at det var fint nok, at alle kom med input til interviewet, men at jeg altså kun ville snakke med ministeren, når først interviewet gik i gang. Derefter bad jeg hende om at gå ud og hente noget kaffe. Det var tydeligt, at alle i ministeriet tænkte, at jeg var den mest idiotiske og fordomsfulde dansker de nogensinde havde mødt," fortæller han.

Udover at tale med svenske ministre, har Mikael Bertelsen også genopført sit gamle trick med at vende telefonrørene omvendt og i dette tilfælde sammenkoble Sveriges Feministiske Parti og Anti Feministisk Forening:

"Jeg har tidligere lavet dette trick på dansk tv i 'De Uaktuelle Nyheder'. Men som Victor Borge engang sagde til mig: "Det handler ikke om at finde på nye idéer, men om at finde nyt publikum".

Selvom Bertelsen har fundet sig et nyt publikum på den anden side af Sundet, er han fra denne uge vendt tilbage til Danmark, hvor han fortsat vil lave tv og radio til danskerne.

Programmet om ligestilling er endnu ikke programsat, men forventes at blive sendt på SVT1 til april.


: Foto: DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002