Kontakt os






 

Grønland: KNR skal være meget bedre
Tirsdag 8. juli 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
KNR har store ambitioner. Der er udsigt til en række nye initiativer og store forandringer. På alle områder vil Kalaallit Nunaata Radioa (KNR) være en bedre public service-station. Det betyder bl.a. flere udsendelser, mere fokus på nyheder og mere dybdeborende journalistik.


Bestyrelsen for KNR har godkendt direktionens oplæg til en ny strategi for KNR, skriver Sermitsiaq.

Iflg. KNR's bestyrelsesformand, Hans Peter Poulsen, vil de grønlandske seere og lyttere kunne se frem til flere udsendelser, en højere kvalitet og en tættere dialog med stationens lyttere og seere.

Hans Peter Poulsen udtaler: "KNR skal fortsat og i endnu højere grad udføre kritisk journalistik og skal til stadighed være vagthunden i forholdet til vore politikere og andre offentlige personer og institutioner. Vores niche i KNR skal være at formidle nyheder og aktualitet, kultur, underholdning med videre med et endnu stærkere lokalt og nationalt udgangspunkt. Vi vil planlægge og arbejde ud fra stærke grønlandske præmisser med baggrund i vores egen unikke historie, levevis, humor, kaffemik og alt det, som gør os til noget helt specielt, og som vi alle elsker og holder af."

Konkret vil ændringerne bl.a. betyde, at KNR til efteråret udvider nyhedsformidlingen, og der kommer nye programmer inden for aktualitet, underholdning og dybdeborende temajournalistik. KNR vil også tage en ny og mere dynamisk web-platform i brug.

De nye programflader skal finansieres ved fortsat tæt økonomisk styring, outsourcing af nogle af de nuværende programmer til lokale produktionsselskaber og med et øget fokus på 'andre forretningsmæssige muligheder'.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002