Kontakt os






 

Zulu Djævleræs - beskidt som aldrig før
Torsdag 12. august 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Når den nye sæson af ’Zulu Djævleræs’ begynder på mandag, kommer der endnu mere snavs på de kendte, der skal ud på en helt ny forhindringsbane og bl.a. igennem ’Tages gyllegrav’ i gocarts. Samtidigt bliver det med en række nyskabelser, som vil give anderledes oplevelser undervejs i ræset.

Blandt det nye er, at TV 2 Zulus seere i år for første gang har fået chancen for selv at udleve deres indre fartdjævel på lige fod med de kendte. Det er sket via en facebook-casting, hvor flere hundrede seere uploadede videoer med sig selv.

De heldige vindere af konkurrencen er efterfølgende blevet parret med en kendt makker og erfaren Djævleræser i såkaldte ’skolevogne’.

Disse ’skolevogne’ kæmper ikke alene mod ’veteranbiler’ fyldt med gamle Djævleræs-kendinge, men også mod masser af nye Djævleræsere.

Blandt de nye djævleræsere kan nævnes Andreas Bo Pedersen, de Slemme Slemme Piger, Clemens, Laura Drasbæk, Praktikanten fra DR, Emil fra ’Aloha!’, Mette Horn, Alexander ’Wupti-Pede’ Villaume og Morten Spiegelhauer.

Allerede i den første indledende runde står det klart, at ’Zulu Djævleræs’ er beskidt som aldrig før, når Marie Egede fra ’Slemme Slemme Piger’ kæmper for at lede Frederik Fetterlein til en sejr. Forsøget ender i slemt kaos på banen og et stunt, der ville være en actionfilm værdig.

I senere afsnit vil man også kunne opleve storcharmøren Pelle Hvenegaard og modellen Sarah Louise Fearrington, der - sultne efter sejr - gør alt, hvad der er i deres magt, for at især én person bliver kørt af banen.

’Zulu Djævleræs: Beskidt som aldrig før!’ er den femte sæson af programmet, som har haft stigende interesse gennem årene.

De to første sæsoner i 2007 havde henholdsvis 127.000 og 120.000 seere i gennemsnit til de forskellige afsnit. I 2008 voksede seertallet til 173.000. Den rekord holdt kun ét år, idet 2009-sæsonens afsnit blev set af 192.000 danskere i gennemsnit.

Det er hver mandag klokken 21.35 på TV 2 Zulu. Første gang nu på mandag – den 16. august.


Foto: Marie Egede og Frederik Fetterlein i årets ’Zulu Djævleræs’.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002