Kontakt os






 

3,8 millioner har fulgt ’Forbrydelsen’
Mandag 26. november 2012
Af Karsten Jensen
 
DRs dramaserier samler rent faktisk danskerne, viser en opgørelse fra DR Medieforskning. Næsten 3,8 millioner har set ’Forbrydelsen’ undervejs i løbet af de tre sæsoner. Sidste afsnit blev set af 1.981.000, med over 2,1 millioner klinet til skærmen i de afgørende minutter.
Søndag gik der gætteleg i den over hele landet. Hvem ville klokken lidt i 21 stå tilbage med aben og være ham eller hende, der fik prædikatet ”morderen” i ’Forbrydelsen’?

De færreste gættede nok rigtigt, men serien gav mange noget at tale om, og der er bestemt noget om, at DRs dramaserier samler danskerne. Det viser en opgørelse, som DR Medieforskning har lavet på baggrund af seertallene fra de tre sæsoner af ’Forbrydelsen’.

De er blevet set af i alt 3.774.000 forskellige danskere – eller 71 procent af alle danskere over tre år.

”Det er et meget højt tal, og tallet ville endda være en smule højere, hvis vi teknisk havde mulighed for at medregne live-seningen og on-demand-seningen på dr.dk,” forklarer medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.

Lidt mere populær end forrige runde
Han noterer sig yderligere, at tredje runde af den populære serie med et gennemsnitligt seertal på 1.692.000 fuldt ud fastholdt niveauet på 1.690.000 fra 2009-udgaven, og på den måde placerer sig højt på listen over alle tiders mest populære danske dramaserier.

Kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard, siger, at DR1 gerne vil samle seerne om fælles oplevelser, og at det er lykkedes over al forventning med ’Forbrydelsen’.

”Søndag aften mellem klokken 20.00 og 21.00 tog næsten to millioner seere afsked med Sarah Lund efter en hæsblæsende jagt, og det er ikke ofte, vi har så mange samlet på én gang. Det gør mig glad og stolt – og det er endnu engang et bevis på, at kvalitetsdrama bliver påskønnet af vores seere. Heldigvis er der ikke længe til den næste store dramaoplevelse på DR1. Der er nemlig kun lidt over en måned, til ’Borgen’s tredje sæson rammer skærmen,” siger hun.

Vemodigt men rigtigt at stoppe
Producenten på ’Forbrydelsen’, DRs dramachef Piv Bernth, glæder sig over, at ’Forbrydelsen’ lige siden første sæson i 2007 har haft en magisk dragning på seerne, og at Søren Sveistrup og holdet bag har formået at fastholde den.

”Vi er alle meget glade for, at seerne har været så optagede af gætterier og af at lege med. Nu, hvor vi er ved vejs ende med trilogien om Sarah Lund, føles det både vemodigt og rigtigt at stoppe. Og vi glæder os over den danske og internationale interesse, som serien har skabt og håber, at den får et langt liv i fremtiden i alverdens lande,” siger Piv Bernth.

Med i tallet 3,8 millioner er regnet seningen til alle visninger af ’Forbrydelsen’ på DR1 og DR HD samt genudsendelserne.

Hvis man ikke fik set, hvem morderen rent faktisk var, og hvordan ’Forbrydelsen’ endte, bliver søndagens sidste afsnit genudsendt på DR1 natten mellem lørdag og søndag klokken 00.50 og på DR HD på søndag den 2. december klokken 19.00.


Foto: Bjarne-Bergius Hermansen, DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002