Kontakt os






 

En million kunder til TDC Kabel TV
Tirsdag 19. april 2005
Af Karsten Jensen
 
TDC Kabel TV har netop rundet en miollion kabel-tv-kunder. De seneste års store tilgang af kunder, der modtager deres tv-programmer fra kabel-tv-stikket, har i høj grad bidraget til, at TDC Kabel TV de seneste fem år har kunnet vise en serie af forbedrede økonomiske resultater.
"Siden 2000 har vi oplevet en vækst i forretningen på 10-15 pct. om året. Meget af denne vækst kan tilskrives vores salg af TDC Kabel TV's analoge programpakker. Vi leverer Danmarks bedste tv-pakker, og indtægterne fra salget af dem udgør i dag omkring 80 pct. af omsætningen i vores forretning. Den øvrige omsætning kommer fra det hurtigt voksende antal tv-kunder, der vælger også at tage imod vores tilbud om at komme på internettet via kabel-tv-stikket", siger Niels Breining, adm. direktør i TDC Kabel TV.

Af alle TDC Kabel TV's kunder er hen ved 700.000 tilsluttet kabel-tv-net ejet af antenne- og boligforeninger, mens 300.000 er tilsluttet direkte til de mange lokale kabel-tv-net, TDC Kabel TV har etableret rundt om i landet gennem mere end 20 år. Særlig hos antenne- og boligforeningerne er der efterspørgsel på bredbånd oven i tv-pakkerne. Snart kommer også muligheden for at tilbyde telefoni.

"Jeg forventer, at vores snarlige lancering af ip-telefoni bliver endnu et godt argument for at vælge TDC Kabel TV", siger Niels Breining.

Kunde nummer en million er samtidig et symbol på opfyldelsen af en samfundsdrøm fra midten af 80'erne. En drøm, som TDC Kabel TV har bidraget til at realisere. I 1984 blev der indgået en politisk aftale om et landsdækkende hybridnet, der skulle give danskerne adgang til internationale radio- og tv-kanaler. Siden har TDC Kabel TV arbejdet for at skabe dette net. En af hovedopgaverne har været i samarbejde med antenneforeningerne at udbygge og modernisere det eksisterende net. Sideløbende har TDC Kabel TV selv investeret et stort antal millioner i at etablere lokale kabel-tv-net i områder uden dækning, eller at modernisere gamle net, der hvor foreningerne ikke selv længere ønskede at være administratorer.

Gennem de seneste fem år er nettet blevet udbygget til også at kunne levere bredbånd. Sammen med sit datterselskab Dansk Kabel TV leverer TDC Kabel TV i dag internet til over 200.000O danske hjem via tv-stikket.

Udbuddet bliver styrket, når TDC Kabel TV's kunder i antenne- og boligforeninger fra maj måned får tilbud om telefoni gennem tv-stikket. Det betyder også, at antallet af kabel-tv-kunder kan forventes at vokse yderligere.

Men TDC Kabel TV hviler ikke på laurbærrene. Der venter store udfordringer forude:

"Vi skal i den nærmeste fremtid igen gå foran og overbevise vores kunder om, at digitalt tv er fremtiden. Siden 1998 har vi – som nogle af de første i Europa tilbudt danskerne 120 tv-kanaler digitalt. Efterspørgslen har dog været beskeden. Vores tv-fremtid er imidlertid digital, og samfundsopgaven med at fortælle danskerne det, skal vi være med til at løfte", fastslår Niels Breining.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002