Kontakt os






 

TV 2's brands holder fast i fremgangen
Torsdag 16. februar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 fastholder sin placering i den absolutte top, når danskerne i alderen 18-49 år vurderer tv-kanalernes brand. Dermed er det lykkedes for TV 2 at fastholde den klare fremgang for brand’et, som blev sikret i 2010, og som - iflg. TV 2 selv - var en følge af fornyelse og mere friskhed i programfladen.

Det er den store årlige analyse af mærker og virksomheder, Brand Asset Valuator (BAV), der viser, at TV 2's og TV 2 Zulus brands fortsat er i den absolutte top. TV 2 Charlie, TV 2 News og TV 2 Film klarer sig også rigtigt godt, selv om TV 2 News dog går en smule tilbage fsva. "vitalitet".

Den eneste TV 2-kanal, der klarer sig ret dårligt - og oven i købet dårligere end året før - er TV 2 Sport, der går tilbage både fsva. "vitalitet" og for "styrke".

I 2010 var det især på særpræg, at TV 2 formåede at vokse, og hovedkanalen har i 2011 kunnet fastholde placeringen, der bl.a. blev skabt af nye programmer som 'Live fra Bremen', 'Lærkevej', 'Ultimatum' og 'Natholdet.'

"Vores løbende arbejde med at forny TV 2 fortsætter, og i 2012 har vi allerede præsenteret nye faktaprogrammer som 'De bortførte børn', 'Ung med de gamle' og 'Korrespondenterne' og den nye dramaserie 'Rita'. Sådanne programmer skal være med til at sikre TV 2's fortsatte særpræg, som er noget af det mest udfordrende for en kanal, der er bred, stor og etableret," siger TV 2's programdirektør, Palle Strøm.


Styrken af brand’et bliver stadig vigtigere

For Palle Strøm er BAV et af de vigtigste redskaber til at måle danskernes opfattelse af TV 2. Når brand-værdien er vigtig for TV 2, skyldes det bl.a., at den nuværende opfattelse af et brand er med til at sikre høj seerinteresse i de kommende år.

"Styrken af mediers brand er vigtigere for hver ny kanal og medieplatform, der dukker op. Her står vi meget stærkt med hele TV 2's kanalportefølje," siger Palle Strøm.


TV 2: "Den stabile moderne leder"

BAV karakteriserer TV 2 som "den stabile moderne leder". I analysen bliver danskerne bedt om sætte værdier på de enkelte tv-kanaler, og de værdier, som danskerne først og fremmest hæfter på TV 2, er "følger med tiden", "uafhængig", "aktiv", "ligefrem" og "modig".

Andre værdier, som tildeles TV 2, er "stigende i popularitet", "en leder", "først med det nye", "visionær", "pålidelig", "sjov", "bedre end konkurrenterne" og "socialt ansvarlig".


Danskerne om TV 2 Zulu: Trendy og energisk

TV 2 Zulu er fortsat Danmarks mest vitale tv-kanal trods en mindre tilbagegang i den seneste BAV-analyse. "Zulu er sjov, kanalen skiller sig ud, og den er først med det nye," lyder ordene fra danskerne.

Danskerne i alderen 15-29 år ser TV 2 Zulu som Danmarks mest vitale tv-kanal med et særpræg, der overgår alle andre. Den position har TV 2 Zulu formået at fastholde i 2011 – i særdeleshed blandt de unge.


TV 2 Charlie: Sjæl og varme

TV 2 Charlies brand bliver stærkere og stærkere - og ligger nu på det højeste niveau nogensinde i kernemålgruppen, viser den nye BAV-analyse. Og når danskerne - i Charlies målgruppe - karakteriserer kanalen, er Charlies værdier kendetegnet af sjæl og varme.

TV 2 Charlie vokser på både særpræg, relevans, anseelse og dominans.

2011-udgaven af BAV-analysen giver Charlie karakteristikken "varm underholdning i øjenhøjde", og danskerne over 50 år tildeler kanalen flere positive værdier end sidste år.

De værdier, som oftest knyttes til TV 2 Charlie, er "ligefrem", "charmerende", "sjov", "nede på jorden" og "venlig". Også ord som "omsorgsfuld", "ubekymret", "skiller sig ud", "ægte", "enestående", "ærlig" og "modig" knyttes til TV 2 Charlie.

TV 2 Charlie har i de senere år oplevet en markant vækst i seertilslutning. Blandt alle danskere er TV 2 Charlie landets femtemest sete kanal, og blandt danskere over 50 år er TV 2 Charlie tredjestørste anal i Danmark – kun overgået af TV 2 og DR1.


TV 2 Film styrker sit brand for andet år i træk

Efter markant fremgang i 2010 vokser TV 2 Films brand yderligere i 2011. Kanalen har fremgang på alle fire parametre i BAV-analysen: Særpræg, relevans, anseelse og dominans.

TV 2 Film er ikke alene Danmarks største og mest sete filmkanal. Kanalen er også et brand, som for andet år i træk vokser klart i den årlige BAV-analyse af mærker og virksomheder.

De værdier, som de 18-49-årige hæfter på TV 2 Film, er især "sjov" og "ubekymret".



Foto: TV 2's programdirektør Palle Strøm. (Fotograf: Miklos Szabo/TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002