Opgiver at byde på 'Radio Møller'
Mandag 24. januar 2011
Af Stig Hartvig Nielsen

Dagbladet Information, Fynske Medier og Casper Christensens produktionsselskab Douglas Entertainment har besluttet sig for ikke at byde på FM4 - populært kaldet 'Radio Møller'. Kravene til den nye radiostation er alt for detaljerede, mener de.

"Vi ville hellere have haft det halve budget og den dobbelte redaktionelle frihed," siger Informations direktør Mette Davidsen-Nielsen til Politiken, og fortsætter:

"Rammerne er alt for snævre. Vi ville groft sagt skulle ansætte ti jurister, før vi kunne ansætte den første kreative medarbejder."

Direktør Per Westergård fra Fynske Medier supplerer: "Hvorfor skal det for eksempel defineres, at et aktualitetsprogram ikke kan handle om livsstil, fritid og hobby? Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man fra statsligt hold vil regulere, hvad der kan og ikke kan være med i et aktualitetsprogram."

"Det fratager os appetitten," konstaterer han og kalder detaljeringsgraden i udbudsmaterialet for "helt hysterisk".

Dermed er der kun udsigt til at Berlingske Media og et samarbejde mellem JP/Politikens Hus og TV 2 vil byde på kanalen.