DR skal spare mere end 200 mio. kr. årligt
Tirsdag 13. marts 2007
Af Stig Hartvig Nielsen

Medarbejderne i DR kommer nu til at mærke konsekvenserne af den gigantiske ekstra-regning for prestigebyggeriet af DR Byen på 1,7 mia. kr. Direktionen for DR vil i dag præsentere en spareplan for bestyrelsen, der iflg. Berlingske Business' oplysninger vil betyde, at der skal skæres over 200 mio. kr. årligt. I planen indgår, at 300 ud af DR's i alt 3.400 medarbejdere skal fyres. Spareplanen betegnes som "brutal" og centrale kilder siger, at dette vil komme til at gøre "meget ondt".

Det ventes, at der bliver tale om en "intelligent prioriteret spareplan", hvor der ikke skæres over en bred kam. Til gengæld ligger det fast, at både chefer og medarbejdere vil blive ramt.

Op mod 30 ledere i DR er blevet bedt om at sidde klar ved telefonerne onsdag morgen kl. 9, hvor de fyrede så vil få besked. Dette er dog en konsekvens at en større organisationsomlægning, der blev vedtaget sidste år.

Hvem der bliver fyret direkte pga. den nye sparerunde ligger imidlertid ikke fast. Der er iflg. Berlingske Business' oplysninger kun tale om en rammeplan, der så skal udmøntes inden sommer. Dermed er der risiko for stor usikkerhed i DR, der måske kan udløse interne kampe mellem de forskellige afdelinger.

En årlig besparelse på 200 mio. kr. og fyringen af 300 medarbejdere i ét hug er mere end ventet.

"Når besparelserne nu er over 200 mio. kr., så skyldes det blandt andet, at den nye public service-aftale, som politikerne vedtog sidste år, kræver, at DR laver helt nye ting - blandt andet den ny børne- og historiekanal. Det er ting, der koster mange penge og som skal overholdes som følge af public service-aftalen. Og det koster altså nu på andre konti". Sådan hedder det i bestyrelsen.

Andre medlemmer mener, at det er naivt, hvis politikerne bag medieforliget bliver ved med at sige, at det ikke må gå ud over programmerne.

Medlem af DR's bestyrelsen Mogens Rubinstein siger direkte: "Under alle omstændigheder er det et fantastisk skråplan, vi er inde på, fordi det betyder, at der bliver færre til at lave vores udsendelser". De store nedskæringer stemmer ikke overens med alle bestræbelserne på at lave flere og bedre udsendelser.