Radio Mælkebøtten mister tilskud
Mandag 1. november 2010
Af Stig Hartvig Nielsen

Radio Mælkebøtten må indstille sig på fremover at klare sig uden driftsstøtte fra Fredericia kommune. Det siger formand for kultur- og fritidsudvlaget i kommunen, Kurt Halling fra Dansk Folkeparti.

Kultur-og fritidsudvalget i Fredericia har netop besluttet ikke at give driftstilskud til 'Det Lille Fjernsyn' i Bredstrup-Pjedsted. "Og det er et klart princip," siger formand Kurt Halling til Fredericia Dagblad.

"Vi føler ikke, at vi kan give driftstilskud til fjernsyn og radio . Det, mener vi, bare ikke vil være rigtigt. Det blev ikke diskuteret så meget, det er bare et princip," siger Kurt Halling.

I 2007 sagde Kurt Halling også nej - af ideologisk grunde - men et flertal vedtog at støtte både Fredericia TV og brugersamvirket bag Radio Mælkebøtten.

Nu er der imidlertid et borgerligt flertal i udvlaget, og dermed må de frivillige radio- og tv-folk indstille sig på at klare sig uden driftsstøtte ifølge Kurt Halling.

Radio Mælkebøtten får omkring 60.000 kr. årligt og disse penge går til antenneleje, teknik og strøm. Ikke til produktion af udsendelser.

Evald Lauridsen fra Radio Mælkebøtten siger til Fredericia Dagblad, at man ville få det dårligt uden pengene.