Telestyrelsen afviser 'jagt' på lokalradioer
Fredag 16. august 2002
Af Stig Hartvig Nielsen

Flere lokale radiostationer har i et stykke tid følt sig 'jagtet' af IT & Telesty-relsen, som har banket på for at kontrollere stationernes sendeforhold. Styrel-sen afviser dog selv overfor MediaWatch at man har ændret politik

Tidligere var det sådan at Telestyrelsen ikke brugte tid på at undersøge lokalradioernes sendeforhold med mindre der kom konkrete skriftlige klager. Men flere radiostationer mener, at styrelsen nu er begyndt at kontrollere stationerne, uden at der er tale om klager.

Telestyrelsens offensive fremfærd kan synes klodset, al den stund, at alle radioer snart får tilladelse til at sende med kraftigere sendestyrke, hvor det er muligt uden at genere andre, skriver MediaWatch, og fortsætter med at konstatere at linien kan synes at være ude af trit med det politiske signal, der ligger i den nye forligstekst og kulturministerens generelle mediepolitiske linie.

IT- og Telestyrelsen afviser imidlertid kritikken: "Vi kommer stadig kun, når der har været klager. Eller i sager, hvor styrelsen bliver opmærksom på, at dækningsområdet virker voldsomt stort i forhold til deb tilladte sendestyrke på 160 Watt", siger Pernille Springborg fra styrelsens frekvenskontor.