Peter Sabroe-prisen til Tine Bryld
Fredag 31. august 2007
Af Stig Hartvig Nielsen

Tine Bryld har givet unge gode råd i DR Radio siden 1972 i 'Tværs'. Nu har hun fået Børns Vilkårs pris for sin indsats for danske børn og unge gennem årene.

Efter at socialrådgiver og forfatter Tine Bryld nu i snart 35 år har givet unge gode råd i DRs radioprogram 'Tværs', blev hun i går torsdag hædret med Peter Sabroe-prisen, som Børns Vilkår hvert år uddeler.

Peter Sabroe-prisen er på 10.000 kroner, og den bliver givet til en eller flere personer, eller et særligt initiativ, der på en særlig måde har gjort en indsats for børn i Danmark.

Tine Bryld modtog prisen for sit mangeårige engagement i arbejdet med børn og unge.

"Tine Bryld skabte med radioprogrammet 'Tværs' en helt ny radiokultur, hvor hun viste, hvordan man kan kommunikere respektfuldt, ligeværdigt og omsorgsfuldt med unge på deres egne præmisser. Hun har gennem de 35 år, 'Tværs' har eksisteret, givet generationer af danske børn og unge et forum, hvor de har kunnet hente støtte, identifikation og solidaritet," sagde formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, i sin motiveringstale.

Tine Bryld kan høres på P3 hver søndag mellem 20.00 og 21.00 og på P1 hver mandag klokken 22.33. Derudover bliver flere af hendes svar også lagt ud på www.dr.dk/tvaers.

67-årige Tine Bryld har fået flere priser gennem årene. F.eks. modtun hun i 2006 Alt for Damernes Kvindepris på 25.000 kroner.

Flere DR-medarbejdere har tidligere modtaget Peter Sabroe-prisen. I 2004 fik Frode Muldkjær den, ligesom DR's mangeårige medarbejder og manden bag 'Sommerferiebussen', Elith Nørreholm, fik den i 1989. Den tidligere B&U-chef Mogens Vemmer har også fået prisen tilbage i 1996.