Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


Ja tak - P1 trænger til konkurrence
Mandag 17. maj 2010
Af Søren E. Jensen, radiomedarbejder
 
UGENS KLUMME: Det er i alles - inklusive DR's - interesse, at det nye medieforlig munder ud i en stærk public service-kanal, sådan som der tales om. For det første kan kanalen blive interessant i sig selv, for det andet vil den tvinge DR til at nytænke P1. Og er et miks mellem klassisk musik, gennemarbejdede radioudsendelser og grundig nyhedsformidling så skræmmende endda?
Da den fjerde radiokanal i sin tid var i udbud, var vi en del P1-medarbejdere, som frygtede, at DR skulle få den.

En konkurrent ville sandsynligvis medføre, at DR's ledelse var tvunget til at styrke P1, hvad ledelsen allerede på det tidspunkt ellers slet ikke havde lyst til, da smal radio desværre har de kedelige egenskaber, at der for det første er få lyttere, for det andet er det dyrt at lave.

Og DR's strategi var og er for en billig penge at nå ud til så mange som muligt. Derfor frygtede vi medarbejdere også, at en fjerde kanal yderligere ville udsulte P1, for ganske vist havde DR fremstillet et meget lækkert katalog for fremtidens fjerde kanal, men i kataloget fremgik det ikke et eneste sted, hvordan man havde tænkt sig at finansiere kanalen.

Vi havde på fornemmelsen, at de penge, man hidtil havde tildelt en kanal, fremover skulle spredes på to kanaler.

Sådan kom det også til at gå.

DR fik som bekendt kanalen uden diskussion, og fra den ene dag til den anden blev programbudgetterne halveret, med det resultat at vi pludselig skulle lave dobbelt så mange programmer, som kun måtte koste det halve. Det medførte selvsagt et brat kvalitativt fald.

Siden er det bare blevet værre.

Først skar man lydteknikerne væk, så strøg man præsentationen, og under den store fyringsrunde for et par år siden gik det helt galt: DR lavede ganske vist et smart spin ved at lancere, at nedskæringerne ville ramme sporten, og mens folk diskuterede det, udryddede man nærmest kulturredaktionerne på P1 og P2.

Følgen kan enhver i dag høre.

P1 er med få undtagelser en ren snakkekanal, hvor to mennesker debatterer med hinanden ( "Jamen Sørine Gotfredsen, du kan da ikke for alvor mene..." ) ; P2 er en eklatant hyggefis præget af musikstyring, hvilket resulterer i, at de samme stensikre klassiske træffere afspilles igen og igen, kun afbrudt af værtens ufarlige anekdoter ( "Og nu har jeg fundet en e-side med sønderjyske kageopskrifter..." ).

Vi befinder os med andre ord i en temmelig sølle situation, ironisk nok i en tid, hvor nuanceret radio rent teknisk kan laves for næsten ingen penge - en god mikrofon og en Aldi-computer; så er man allerede godt i gang.

Derfor er det i alles - inklusive DR's - interesse, at det nye medieforlig munder ud i en stærk public service-kanal, sådan som der tales om. For det første kan kanalen blive interessant i sig selv, for det andet vil den tvinge DR til at nytænke P1. Og er et miks mellem klassisk musik, gennemarbejdede radioudsendelser og grundig nyhedsformidling så skræmmende endda?

Danmark kunne for få år siden blære sig med, at den havde verdens bedste radio . Nu er vi den velkendte røv af den ligeså velkendte fjerde division, men vi kan hurtigt komme tilbage i eliten: Talentmassen står i kø, og vi er stadigvæk en samling dinosaurer, som har et vedvarende lidenskabeligt forhold til lyd, musik, oplæsning, samtale - kort sagt radio i ordets gammeldags forstand, hvilket bestemt ikke er det samme som gammeldags radio .

Lad os få sparket godt og grundigt til radiomediet. Så stort et kulturelt tab er det altså heller ikke, at DR mister muligheden for at spille Vivaldi nok engang fra en præfabrikeret computerliste.



Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Nye tilbud for døve
  · TV 2 får ny formand
  · TV 2 med stort overskud
  · 'Badehotellet' får endnu en sæson
  · DR fejrer kronprins Frederiks 50 års dag
  · Nyt boligprogram på TV 2 Fri
  · Regeringen og DF vil skære DR med 20 procent og afskaffe licensen
  · Palle Kjærulff-Schmidt er død
  · Ny sæson af 'Hjem til gården' på TV 2
  · Felix Smith vært på nyt TV 2-haveprogram



  · -