 UGENS KLUMME: Mangel på visioner og total mangel på kreativitet har styret radiomediet gennem de seneste 20 år, og forsømmelserne er sket både hos politikerne og hos branchen selv. Men historien er ikke bare et bevis på en forvirret og usammenhængende mediepolitik for radio. Fortrædelighederne startede reelt da forsøget med lokalradio blev sat i værk fra 1983.
Politikernes stædige ønsker om at begrænse radiostationernes udfoldelsesmuligheder - med helt urimelige svage sendere, gjorde at stationerne brugte al for megen tid på at finde kreative løsninger at omgå lovgivningen på.
Der var frit slag på alle hylder. Antenner der blev konstrueret så den ellers begrænsede senderækkevidde blev forøget, et omsætningsgrundlag der blev søgt styrket ved at fortolke lyttertal lidt vidtløftigt, reklameregler der i nogen grad blev tilpasset stationernes virtuelle virkelighedsopfattelse, og så en masse spildt energi på at sende kommerciel radio til et segment, der for smalt og flygtigt!
Kun da stationerne ved egen kraft fik dokumenteret den daværende telestyrelses forsøg på at skjule, at stationerne fysisk sagtens kunne tildeles kraftigere sendestyrke end dem der var tildelt iflg. lovgivningen, helt uden at forstyrre andre - f.eks. DR, gik man med til at sætte sendestyrken i vejret - i dette tilfælde fra de yderst begrænsede 30 Watt til de næsten ligeså begrænsede 160 Watt.
Da Fogh-regeringen kom til efter 1991, varslede daværende kulturminister Brian Mikkelsen, at DR skulle have meget mere konkurrence. Det gjorde man så ved at give DR hele DAB området, tildele P4 til DR - og indføre et landsdækkende P2 modul af sendefrekvenser - så DRs samlede ressourcer af sendefaciliteter øgedes til mere end det dobbelte.
Til de kommercielle, og altså det segment der skulle give DR den ønskede konkurrence, fandt man bare plads til 1½ næsten landsdækkende sendemulighed, som kunne erhverves ved en auktion - hvor prisen for at sende landsdækkende blev så høj, at ingen fornuftig markedsanalytiker kunne forestille sig, at en sådan pris ville kunne forrentes i markedsomsætningen.
Det blev Sky Radio der ’vandt’ den landsdækkende 5. kanal. Prisen over 8 år: Knapt 450 mio. kr. Hvilken vision Sky havde for at lave radio i Danmark kan i bakspejlet virke lidt uklar.
Stationen var konstant underlagt nøje granskning af de politiske smagsdommere. Der blev givet gule kort af et omfang, så man fornemmede at station mere lavede radio for politikerne end for lytterne.
DR havde på det tidspunkt mellem 300 og 500 mio. at lave radio for, mens totalmarkedet for radioreklamer knapt havde sneget sig op på 200 mio. - de små kommercielle radiostationer indbefattet.
De kommercielle stationers indgangsvinkel til reklamekronerne var udelukkende baseret på et musikradio-koncept, hvor formatet var så godt som ens i hele landet. Værterne var enten mere eller mindre kendte yngre ’stand-uppere’, eller en række selvlærte friske folk - der for ofte bare intet havde at sige, og kun fyldte æteren med svage konkurrencer og ligegyldig humor. Men man må medgive at der blev arbejdet hårdt for at få etableret sig. Grundlaget forblev bare for svagt, og det havde sin årsag.
For mange kommercielle stationer lavede for det meste røde tal, så der var ingen penge til at udvikle og uddanne stationernes egne profiler, og skabe originalitet i indholdet. - Derfor løb, og løber stadig, DR med lytterne. De har 85%. af sendefaciliteterne og over 70% af lytterne. Det har de haft i mere en 20 år nu. Ingen reel konkurrence fra de kommercielle stationer.
Men man kan ikke udelukkende bebrejde de kommercielle stationer, at der mangler kvalitet og udvikling på indholdsdelen. Denne antagelse må underbygges af det faktum, at markedet ikke har kunnet genere den nødvendige økonomi til opfyldelse af dette, for hovedårsagen er simpelthen, at man fra politisk hold hele tiden har ønsket at give DR et urimeligt forspring.
Dertil kan man så paradoksalt tilføje, at DR egentlig aldrig har givet indtryk af at være bange for konkurrence. Tvært imod har det ofte skinnet igennem, at DR i mange år har trængt til noget mere konkurrence for stadig at højne mediet og dets indhold fremadrettet.
De kommercielle stationer har bare ikke kunnet levere, så alle de nye programmer og indholdsmæssige forbedringer leveres stadig fortrinsvis af den institution som engang hed ’Statsradiofonien’ - og var et monopol. Den del af det har ikke ændret sig, og vil næppe gøre det lige om hjørnet.
Det skal dog siges, at de kommercielle stationer fornemmes at være blevet både dygtigere og mere underholdende. Det er naturligvis et relativt begreb, for DR er stadig langt foran.
Nu lægges der så op til et nyt medieforlig, og nu skal DR for alvor have konkurrence!!!
Ikke længere kun fra de kommercielle stationer, men fra en station der får 100-120 mio. i hånden for at skærpe konkurrencen på public servicefronten. Man nævner i fuldt alvor et "nyt P1" - eller noget der ligner...
Uanset de nye tiltag bliver til noget eller ej, så er det næste påhit med garanti en nedlæggelse af FM-båndet indenfor 5-8 år...
Under indtryk af alt det foran nævnte, så lad lige dette billede stå et øjeblik!
Det er lidt synd for de kommercielle stationer; branchen er blevet en slags paria i mediebilledet, en uretfærdighed som er blevet en kendsgerning, fordi det der var ment som et reelt alternativ til DR - i form af et reklame finansieret - vel udbygget net - af lokal til landsdækkende radiostationer, ikke kunne få det skub fremad som man nu har til hensigt at give et public service alternativ!
Tænk hvis den nye landsdækkende kommercielle station havde fået 100 mio. i støtte til at komme i gang for, og hvis man havde givet den 4. radiokanal til den øvrige del af den kommercielle branche...
Men vi skal jo kigge fremad, så for dem der tør det, er der rigeligt at se til.
For alt imens diskussionen om de kommercielle og ikke-kommercielle radiostationers vilkår vil fortsætte, udvandes de elektroniske mediers eksklusivitet generelt. De teknologiske landvindinger foregår jo på alle niveauer - over under og på siden af radiomediet.
Medierne smelter i mere og mere udbredt grad sammen, og allerede i dag er det muligt for hver enkelt individ at etablere sig med ’egen radiostation’. Det klare man i Cyberspace.
Carsten Warming har været med fra lokalradios begyndelse, og kom ind i branchen i 1984. Først som studivært og reklameproducer, og senere som radiodirektør på det daværende Radio VLR på Københavns vestegn, og var i 1998 en af bagmændene bag Radio Mega i Nordsjælland.
Han var i perioden 1990-2006 bestyrelsesmedlem i det daværende KOMM (Foreningen af Kommercielle Radiostationer i Danmark) - de sidste 2 år som formand, og deltog i det europæiske samarbejde AER.
Carsten Warming har udviklet et træningskoncept for mennesker der optræder i det offentlige rum, og fungerer bl.a. som coach for for værter og andre. Hans speciale er retorik og performance.
Carsten Warming har også igennem årenen været stemmen bag en lang række reklamer og dokumentarprogrammer i både radio- og tv, og han er manden bag Play It Again Lydproduktion.
|
