De har hver søndag formiddag haft omkring 400.000 lyttere og i 8 uger i træk var de det mest downloadede danske radioprogram på itunes. Nu vender de tilbage - med tillidsbingo, læsertips fra ugebladet Hjemmet, utilsigtede fornærmelser og ejendommelige indfald. Anders Lund Madsen og Anders Breinholt sender fra på mandag hver eftermiddag - mandag til fredag kl. 14-16 - på DR P3. Det er lykkedes radionyt.com at få opsnappet en seddel med 'De Sorte Spejdere's brainstorm over, hvad den nye sendeflade skal indeholde.
Allerede før jul satte de 2 x Anders sig sammen for at få skrevet en pressemeddelelse om den nye omgang 'De Sorte Spejdere'. I processen blev de to dog enige om, at det nok var bedre at tale om en brainstorm i stedet for egentlig pressemeddelelse.
Men de sprudlende kreative idéer kunne ikke undertrykkes. De mest bemærkelsesværdige påtegninger på det krøllede stykke papir. der udgør Anders' og Anders' brainstorming, er ord som ”damer”, ”jordbærhjelm” og ”hvad med dyr?”.
'De sorte spejdere' agter tillige at søge sandheden indenfor egne mure, idet de hver dag leverer sidste nyt om byggeriet og livet i al almindelighed i DR Byen. Og de vil også overføre succesen med tillidsbingo til noget de kalder 'Tillids-Google' .
Så rakte kreativiteten heller ikke længere. Resten er nemlig genbrug af gamle idéer - så som endnu flere læsertips fra Hjemmet, mere nyt fra Hjemmeværnet og flere indslag med værtsparrets venner i Rødekro, Ellen og Henry.
Det er ikke første gang DR sender 'De Sorte Spejdere'. Programmet startede allerede den 27. februar 2005, men var dengang henvist til en mere ydmyg sendetid - nemlig søndag aften kl. 23. Senere rykkede de frem til søndag formiddag kl. 10-12. Nu udsættes lytterne så for en ny omgang 'De Sorte Spejdere' hele fem gange ugentligt - mandag til fredag mellem 14 og 16.
Lyttere der ønsker at orientere sig yderligere om den kommende programserie med Anders Lund Madsen og Anders Brinholt, der altså starter på mandag, kan få stillet deres lyst her: www.dr.dk/spejder |