go!FM i Århus har siden lanceringen i oktober måned kørt en stor kampagne, hvor hovedpræmien var 300.000 kr. Nu er den heldige vinder fundet; det blev vinsælger Steffen Jespersen fra Århus C.
I august 2008 rundede Århus borger nr. 300.000. Derfor valgte byens nye radiostation, go!FM, at udlodde netop 300.000 skattefrie kroner, da go!FM - som den første 24 timers radiostation i Århus nogensinde - gik i luften den 6. oktober 2008.
Hver mandag lige siden har morgenværterne Anne Lis Toft og Allan Würtz fundet én finalist, der gik videre til finalen. Og denne finale fandt sted lørdag formiddag på Stjernetorvet i City Vest. I alt var der 10 finalister, hvoraf den ene kom til i 11 time på et wildcard direkte ved scenen.
Hver finalist fik lov til at hente to nummererede pengesække fra et stærkt bevogtet pengeskab. Dén som fandt sækken med penge havde vundet. I første runde var alle poserne fyldt med avispapir men i anden runde snuppede vinsælger Steffen Jespersen fra Århus C sæk nr. 13 - og ud faldt de knitrende sedler. Vinderen var fundet.
Det tog dog Steffen Jespersen lidt tid helt at forstå hans store held, og da han mandag morgen var på besøg i morgenprogramet på go!FM var det stadig dårligt nok gået op for vinderen, at han virkelig var blevet kvart millionær - godt og vel.
Steffen Jespersen er en sindig jyde og valgte grundet finanskrisen, at sætte alle pengene i banken og ride 'finansstormen' af. Så han er da også at finde bag disken hos Vinoble i Hammel igen mandag formiddag - og ikke i en hængekøje på Bahamas. |