Radio MEGA har netop styrket radioholdet med Jeanette Dea Nørregaard som ny studievært. Jeanette kommer fra en stilling som programmedarbejder på DR Bornholm og har samtidig erfaring som studievært fra dels Radio SLR og TV Danmark.
”Vi har i en periode været på jagt efter den gode stemme, hvilket naturligvis er meget afgørende for vores medie. Med Jeanettes erfaring og fantastiske radiostemme har vi nu fundet den profil, som vi længe har ledt efter. Nu har vi et par ekstra øjne og ører, som kan fange de gode historie til alle vores nordsjællandske lyttere”, siger radiodirektør Mette Dahl Juelner.
Jeanette Dea Nørregaard glæder sig til at blive en del af det nordsjællandske radioteam.
”Efter 15 år bag mikrofonen brænder jeg stadig for at lave radio. Radio MEGA er inde i en spændende udvikling, og der er masser af nye udfordringer at tage fat på. Jeg glæder mig til igen at være on air på Sjælland og gøre mit til at Radio MEGA fortsat vil være nordsjællændernes foretrukne lokale radio”, siger Jeanette.
Jeanette Dea Nørregaard, Mikkel Mikkelsen og Martin Warming vil fremover udgøre det daglige team på Radio MEGA, og radioen præsenterer snart lytterne for en ny programflade, hvor blandt andet morgenradioen bliver styrket med en ekstra studievært.
|