Fra på mandag den 2 marts 2009, vil man kunne opleve ændringer i to programmer på VLR:
Katrine Lyhne bliver ny vært i VLRs nye formiddagsprogram 'Kun Katrine'. Hun forlader dermed morgenshowet 'Dynebanden', der i stedet får en helt ny stemme: Ole Bernstrup.
Dynebanden - det daglige morgenprogram på VLR i Vejle og omegn - får et nyt bandemedlem: det er Ole Bernstrup som bliver sidekick til de to nuværende værter Claus Nielsen og Malene Rind. Ole kommer til at erstatte pladsen for Katrine Lyhne i morgentimerne.
Ole Bernstrup, der er 36 år gammel, og bosiddende i Århus, er nyansat på VLR og kommer fra en stilling som nyhedsvært Midtjylland Guld FM. Ole Bernstrup skal ud over sin plads om morgenen også lave lokale nyheder, hvor han kommer til at dele redaktion med den nuværende nyhedsvært Leif Sørensen.
Katrine Lyhne bliver vært i VLRs nye formiddagsprogram 'Kun Katrine', som sendes hverdage mellem klokken 10 og 13.
Katrine Lyhne, prøver for første gang kræfter med rollen som vært helt alene. Helt grøn i værtsrollen er hun dog ikke, da hun indtil nu - udover nyhedsjobbet - også har fungeret som tredjehjul på morgenshowet Dynebanden.
'Kun Katrine' kommer til at beskæftige sig med dagens aktuelle historier fra hele landet – det der snakkes om på arbejdspladserne, snakkes der også om i 'Kun Katrine'. Hver dag bliver lytternes kendskab til sangtekster testet i konkurrencen 'Find Fejlen', hvor Katrine synger en linje fra en sang, med et eller flere forkerte ord. Hvis lytterne kan rette dem til det rigtige, er der gode præmier. Desuden spiller Katrine hver torsdag helt ny 'VLR musik', og lytterne kan så være med til at bestemme, om det er noget der skal spilles igen ... eller om den ene gang var mere end rigeligt.
Katrine er meget snart 29 år, bachelor i musikvidenskab og journalistik fra Århus Universitet, og rødhætte til tænderne – hvilket man fra VLRs side lover - også vil afspejle sig i programmet - med holdninger, temperament og grin.
Eftermiddagen mellem kl. 13 og 17 er uden ændringer og bestyres stadig af Torben Hansen og Peter Ebberfeld i Programmet 'Hansen & Ebberfeld'.
Foto: Forside: Katrine Lyhne. Denne side: 'Dynebanden', fra venstre: Claus Nielsen, Malene Rind og længst til højre Ole Bernstrup. (Fotograf: Torben Hansen). |