Flere danske, og udenlandske mediehuse vækker nu deres gamle drømme om at drive delvis landsdækkende kommerciel radio i Danmark. Med lukningen af Sky Radio står mediekoncerne på spring for at overtage de ledige frekvenser.
Sky Radios lukning efter to år som landsdækkende kanal åbner nu for, at andre mediehuse kan sende radio til hele befolkningen.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil hurtigst muligt sætte den ledige frekvens til salg. Det får en række medieselskaber til at erklære, at de ser store muligheder i at drive landsdækkende radio. De lader sig ikke afskrække af, at Sky Radio sender for sidste gang på mandag med et tab på et trecifret millionbeløb.
"Vi ser en oplagt mulighed for at sende landsdækkende radio til samtlige borgere og tjene penge på det. Derfor byder vi, når frekvensen bliver sat til salg igen", siger direktør i SBS Radio, Henrik Knaack, til Politiken.
Lasse Bolander, direktør i Det Berlingske Officin, glæder sig til at se, hvilke betingelser der skal opfyldes for at få fingre i de frekvenser, Sky Radio opgiver.
"Nu er der kommet gang i markedet for radioannoncer, så vores interesse for landsdækkende radio er på ingen måde aftaget. Radioreklamemarkedet er underudviklet i Danmark, og på lyttersiden spiller DR en uforholdsmæssig stor rolle. Sådan behøver det ikke være", siger han.
Jørgen Madsen, direktør i MTG, peger på, at koncernen i forvejen har erfaring i at drive radio fra Norge, Sverige, Baltikum og Rusland:
"Det har vi stor succes med. Derfor er det klart, at vi også er interesserede i at drive landsdækkende radio i Danmark, hvis betingelserne er de rette".
Derimod er JP/Politikens Hus A/S ikke interesseret, medmindre forudsætningerne ændrer sig. Adm. direktør Lars Henrik Munch vurderer ikke, at man kan tjene penge på en landsdækkende reklamefinansieret radiokanal i Danmark. |