|
Jonas Gülstorff forlader Radio 100FM - nyt eftermiddagsteam tager over
Mandag 4. september 2006
Af Thomas Nielsen |
|
Radio 100FM siger farvel til eftermiddagsværten Jonas Gülstorff, der vil fokusere mere på sin egen musik og sine bøger fremover. Et nyt team med to værter - tidligere Sky Radio vært Kathrine Milberg (30) og stand-up komikeren Carsten Eskelund (30) - står klar til at overtage eftermiddagsfladen fra i dag mandag.
Siden 2004 har Jonas Gülstorff været en fast del af Radio 100FM i programmet 'Jonas & Eftermiddagen' og har samtidigt været udøvende musiker. Men nu vil Jonas prøve kræfter med musikken på fuld tid.
"Jeg har været glad for min tid på Radio 100FM, men nu skal jeg fokusere 100 pct. på at lave musik og skrive. Jeg kommer selvfølgelig til at savne mine kollegaer enormt meget", siger Jonas Gülstorff.
Et nyt eftermiddagsteam med to værter er parate til at tage over fra i dag den 4. september. Værterne er Kathrine Milberg og Carsten Eskelund.
I programmet 'Carsten & Kathrine' skal de underholde lytterne på Radio 100FM i tidsrummet fra kl. 15-18 på hverdage.
Et af indslagene bliver 'Kend Carsten og Kathrine'. Her vil de hver især afsløre tre historier om sig selv, hvoraf én er sand. Den sande historie kan inspirere lytterne til at ringe ind med egne oplevelser.
Et andet programelement bliver 'Må jeg ikk´nok bli´ fri!' hver fredag, hvor alle mænd i Danmark kan få førstehjælp til at komme ud af en aftale, som er indgået på deres vegne – typisk af en kone eller kæreste. De to værter vil tale mændenes sag og give kvinderne kompensation for deres 'tab'.
Kathrine Milberg er født i Argentina, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Hun har en bl.a. en fortid i Politiet og lavede - sammen med blandt andre Dan Rachlin - morgenradio på Sky Radio sidste år fra april og frem til november, hvor Sky Radio måtte lukke.
Carsten Eskelund er født i Hørsholm og bibringer udover sin mangeårige erfaring som stand-up komiker også talentet som comedy writer. Han har blandt andet leveret materiale til kollegerne Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer samt til TV 2 Zulu. |
|
Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version |
|
|
|