Midtfjord Radio i Løgstør har denne weekend afholdt en medlemskampagne og har samlet penge ind til driften af stationen.
Maja Brøndbjerg, studievært og ansat på radioens kontor, oplyser til Radionyt.com, at man er meget glad for det indsamlede resultat:
”Vi fik i alt 34 nye medlemmer, men primært uden for det lokale dækningsområde. De fleste af de nye medlemmer kom fra yderkanterne, hvor man også lytter til os. Vi har cirka 2.000 medlemmer og vi er godt tilfredse med den nye tilgang.”
Sidste års indsamling gav mere end 60 nye medlemmer og Brøndbjerg forklarer, at man ikke ved hvorfor der ikke kom lige så mange ind i år: ”Vi ved, at der var en del arrangementer denne weekend, og det er måske noget af forklaringen. Men vi er meget tilfredse med resultatet,” siger hun til Radionyt.com.
Midtfjord Radio har inden kampagneweekenden fået nogle gaver fra de lokale erhvervsdrivende, som stationen har bortauktioneret og salget indbragte Midtfjord Radio godt 20.000 kr.
|