Danish Music Awards er den danske pladebranches officielle årlige prisuddeling, hvor branchen roser sig selv. Lørdag den 28. februar 2004 uddeles priserne for 16. gang ved et tv-transmitteret show i Forum i København og for 5. år i træk er The Voice officiel radio for arrangementet og transmitterer selv fra showet.
I forhold til de tidligere år er aftalen i år blevet udvidet. Det indebærer, at The Voice udover en række promotion tiltag, som blandt andet udlodning af billetter til showet, overrækker en af showets absolutte hovedpriser – Årets Danske Hit / The Voice Prisen. For første gang nogensinde sender The Voice også live fra Forum den 28. februar 2003. Både som optakt – men også selve showet - med en af radioens værter som medkommentator.
Jesper Bay, marketing director hos IFPI siger om aftalen: ”Vi har haft et forbilledligt samarbejde med The Voice siden 2000, hvor DMA fandt sit nuværende format. The Voice hjælper os med at nå ud til vores kernepublikum – de unge musikinteresserede – som kan være svære at nå gennem andre medier. The Voice skaber opmærksomhed omkring begivenheden – ikke bare i København men i alle de større byer”, siger han og glæder sig over at showet når ud gennem et medie mere.
Foto: Nik & Jay, der ved DMA 2003 blev belønnet.
|