I snart en årrække har danskernes radiolytning toppet om morgenen, men lige så stille er eftermiddagene også blevet et tidsrum, hvor flere har radioprogrammer i ørerne. Det viser tal fra DR Medieforskning.
Helt generelt hørte danskerne lidt mindre radio i 2010 end i 2009 - men de hørte mere DR. Og det er specielt fladen mellem klokken 12 og 18, der er i lytterfremgang, fortæller medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning iflg. en pressemeddelelse fra DR.
”DR havde flere lyttere til alle flader i 2010 – undtagen om natten, hvor der var en lille nedgang. Men det var specielt mellem klokken 12 og 15, men også mellem 15 og 18, at flere kom til,” forklarer han.
I gennemsnit var der sidste år 3.349.000 danskere over 12 år, der i løbet af en uge hørte DR radio mellem klokken 12 og 15 mod 3.257.000 lyttere året før. Efter klokken 15 og specielt efter klokken 18 begynder fjernsynet så lige stille at tage over.
Generelt hører danskerne mest radio om formiddagen. I tidsrummet mellem 9 og 12 lytter hver dansker i gennemsnit radio i 27,7 minutter. Herefter følger den tidlige eftermiddag mellem 12 og 15 hvor gennemsnitsdanskeren lytter 27,1 minutter. Først herefter følger morgenen, som ellers traditionelt opfattes som radioens primetime. Gennemsnitsdanskeren lytter 23,8 minutters radio mellem 6 og 9 om morgenen, skriver DR videre.
"Danskerne har generelt lidt mere travlt om morgenen, hvorfor det naturligvis giver sig udslag i færre lyttede minutter i tidsrummet. Morgenen er dog fortsat det vigtigste radiotidspunkt for de fleste danskere. Det er her radioen klæder Danmark på, med hvilke historier der er dagens historier. Radioen har fortsat en meget stor dagsordensættende funktion", fastslår Dennis Christensen.
DR har oplevet den største lyttervækst mellem 12 og 18 fra 2009 til 2010. En del af forklaringen skal selvfølgelig også søges i de programmer, der er blevet sendt – særligt på de store kanaler, P3 og P4. P4 sender for eksempel regionalt indhold mellem klokken 15.00 og 18.00, mens P3 sætter fokus på musikken i ’Smag på P3’ mellem klokken 12.00 og 15.00.
Så mange hørte fladerne pr. uge i 2009 og 2010
Alle kanaler
Morgen mellem 6 og 9 3.000.000 lyttere i 2009 – 3.033.000 i 2010
Formiddag mellem 9 og 12 3.181.000 lyttere i 2009 – 3.211.000 i 2010
Tidlig eftermiddag mellem 12 og 15 3.257.000 lyttere i 2009 – 3.349.000 i 2010
Sen eftermiddag mellem 15 og 18 3.199.000 lyttere i 2009 – 3.299.000 i 2010
Tidlig aften mellem 18 og 21 2.406.000 lyttere i 2009 – 2.455.000 i 2010
Sen aften mellem 21 og 24 1.386.000 lyttere i 2009 – 1.416.000 i 2010
Nat mellem 24 og 06 (bemærk: 6 timer) 1.055.000 lyttere i 2009 – 1.021.000 i 2010
|