Flere i DR's bestyrelse er stærkt utilfredse med, at DR-programmer har engelske navne som 'Deadline' og 'Taskforce', halvengelsk som 'Aftenshowet' og også tiltagene 'Update' og 'To Go' er det galt med. Bestyrelsesmedlemmerne ønsker i stedet, at DR bruger danske navne. Derfor arbejder DR's ledelse nu på en ny sprogpolitik for DR.
Ole Hyltoft, medlem af DR's bestyrelse forstår ikke, hvorfor DR er så vilde med de engelske navne. "Det er et forsøg på at være smart på en billig og overfladisk måde, og det skal DR komme væk fra," siger han til Nyhedsavisen.
Programdirektør Lars Vesterløkke arbejder i øjeblikket på det udspil, bestyrelsen skal tage stilling til senere på året. Lars Vesterløkke er enig i, at DR har en speciel opgave. "Det er vigtig, at danskerne kan genkende sig selv og det sprog, de bruger," siger han, men understreger, at det drejer sig om få programmer ud af mange hundrede, der har engelske navne.
"Det vil være helt ude af trit med tiden, hvis ikke vi bruger et eneste engelsk ord," siger Vesterløkke. |