Chefredaktør Lisbeth Knudsen skriver i Berlingske Tidende søndag, at der mangler klarhed i det netop indgåede medieforlig. Bl.a. mener hun, at politikerne burde have givet et klart signal til DRs ledelse om at lægge P3 og P4 sammen - og fastholde P2-konceptet som selvstændig kanal med klassisk musik og kulturstof.
DR har fire landsdækkende FM-kanaler, og fra næste år skal disse kanalers programmer omfordeles på tre kanaler. Det skal DR selv gøre.
Lisbeth Knudsen advarer nu mod, at DR vælger at nedlægge P2-konceptet, da det er et koncept, som iflg. chefredaktøren præcis kun er levedygtigt i licensfinansieret regi.
I stedet må P3 og P4 fusioneres, således at DR kan opretholde P2 med klassisk musik og kulturstof.
"Det er en glimrende idé at skabe konkurrence for licenspenge på nyheds-, aktualitets- og kulturudbud," skriver Lisbeth Knudsen - men konstaterer, at der er stor forvirring om, hvad den nye radiokanal egentlig skal være. En public service, licensfinansieret konkurrent til P1 uden reklamer - eller en public service finansieret konkurrent til P4 efter norsk model med en blanding af nyheder, aktualitet, kultur-og debatprogrammer og populær musik.
Lisbeth Knudsen skriver, at det vil være "en dårlig idé samtidig at smadre det kommercielle radiomarked med endnu en licensfinansieret konkurrent med den populærmusik, som er de kommercielle stationers overlevelsesmulighed".
Debatindlæget slutter: "Hvis man vil have et levedygtigt kommercielt radiomarked, så må P3 og P4 fusioneres, og den nye licensfinansierede kanal må være en moderne og nytænkt konkurrent til taleradioen P1."
|