DR P1’s nye magasin 'Klima og miljø' vil fra på onsdag sætte fokus på det største naturdrama i menneskehedens historie og sætter jagten ind på de løsninger, der kan redde kloden.
I 2009 er København vært for det store COP15 klimatopmøde - et topmøde, som er blevet kaldt ’det vigtigste i FN’s historie’. For Danmark og klima- og miljøminister Connie Hedegaard er opgaven enorm: 200 lande med vidt forskellige interesser skal blive enige om en fælles politik, der bremser den globale opvarmning.
Programmet 'Klima og Miljø' på P1, med journalist Søren Carlsen som vært, går tæt på forhandlingerne og følger det storpolitiske spil.
I det første program bliver lytterne bl.a. taget med til toppen af kloden, og stiller skarpt på spørgsmåket om Nordpolen vil blive isfri allerede dette efterår.
'Klima og Miljø' vil forsøge at undgå ’bekymringsjournalistik’ og i stedet forsøge at finde svar og debattere løsninger på problemet.
I første program vil lytterne kunne høre Connie Hedegaard fortælle om den store opgave hun står overfor frem til topmødet - og opleve hende i en debat med chefredaktøren for Ugebrevet Mandag Morgen Erik Rasmussen. Det er P1 onsdag den 27. august, kl. 15.15. |