Frankrig har for længst valgt en anden standard for digital radio, men det franske radio- og tv-nævn, CSA, vil nu også have DAB+ som standard.
I 2008 valgte Frankrig at benytte standarden DMB-A til jordbaseret, digital radio. Men der sendes kun digital radio nogle få steder i landet, og et større udbud af kapacitet er aldrig blevet færdiggjort - og i mellemtiden er Frankrig blevet ret alene om sit valg af DMB-A, idet nabolandene har valgt DAB+ som standard.
Det har fået det franske radio- og tv-nævn, Conseil superieur de l'audiovisuel (CSA), til at opfordre industriministeriet til at vælge DAB+ som ny standard ved siden af den allerede vedtagne. Det skriver lesechos.fr.
Blandt fordelene ved DAB+ nævnes, at det er billigere at sende. National dækning i Frankrig vil med DAB+ koste 2,5 millioner euro om året at drive mod 4 millioner med DMB-A, hedder det.
Videre peger CSA på, at en organisation af en række elektronikproducenter også har opfordret regeringen til valg af DAB+, da det vil kunne give en hurtig tilvejebringelse af modtagere i Frankrig, idet modtagerne allerede markedsføres i andre europæiske lande.
Avisen skriver videre, at såfremt DAB+ vedtages som ny standard, skal udbuddet af sendekapacitet begynde forfra, og der vil derfor gå et godt stykke tid endnu, før der vil komme landsdækkende, digital radio i Frankrig.
|