Kampagnen hvor lyttere kan få rabat på en ny DAB-radio, hvis de tager deres gamle FM-radio med ind til forhandleren, kaldes i markedsføringen for en "Radio-amnesti." Men der er langt fra begejstring for kampagnen fra alle sider. Den adm. direktør for gruppen af kommercielle radiostationer i UKRD kalder kampagnen for "det rene bondefangeri."
"Jeg skal ikke have UKRD's navn plettet til, ved at være med i denne tarvelige kampagne. Den er vildledende, og vi vil IKKE være en del af den," siger William Rogers, der er adm. direktør for UKRD.
Man vil ikke opfordre lyttere til at udskifte perfekt fungerende analoge radioer med nye DAB-radioer, der måske slet ikke vil kunne modtage DAB-signalerne - og hvis man KAN modtage DAB, så er det måske et signal, der slet ikke er kraftigt nok. Mange steder i Storbritanniien og Nordirland (UK) er der ganske enkelt ingen DAB-dækning. Rogers peger også på det absurde i, at dén radiostation, som lytterne har hørt kampagnespottet på, måske slet ikke sender på DAB - men kun på FM.
"Dette er ganske enkelt rystende, og man må stille spørgsmålstegn ved både det moralske og det etiske grundlag for at køre sådan en kampagne," siger William Rogers, og fortsætter:
"På et tidspunkt, hvor folk gør sig umage med at få det bedst mulige ud af hver eneste penny, så er det uværdigt og skandaløst at bede folk om at kassere deres FM/AM radioer til gengæld for en DAB-radio, der måske ikke virker."
UKRD ejer 15 radiostationer i det sydlige og nordlige England - bl.a. Spire FM, Minster FM, Country Sound og Pirate FM. Sidstnævnte er den eneste af selskabets radiostationer, der sender på DAB.
|