Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


17 mio. i tilskud til 159 sendetilladelser
Fredag 23. december 2011
Af Eric Larsen
 
Styrelsen for Bibliotek og Medier har offentliggjort oversigten over tildelte driftstilskud til lokalradiovirksomhed i 2012. Antallet af ansøgere falder i takt med, at der bliver færre lokalradioer, men det gør det tildelte støttebeløb også. Og det bliver endnu værre i 2013.
I alt er det blevet til 16.9 mio. kr. i tilskud for 2012. Styrelsen oplyser, at beløbet kun kan holdes på det høje niveau i 2012 grundet et større antal refusioner fra tidligere tilskudsår. Det høje niveau dækker over et standardtilskud på 112.138 kr. til stationer som producerer mindst 15 timers radio pr. uge. I 2009 var beløbet næsten 150.000 kr. Desuden vil der blive gennemført et udbud af ledig sendetid i 2012, hvilket forventes at medføre flere støtteberettigede sendetilladelser.

Ligesom i de foregående år løber KommunikationsCentret (www.komc.dk) med det største samlede beløb. På adressen i Hammershusgade 15 produceres der radio til København (2 sendetilladelser på 102.9 – Station København og FTF København), Frederiksberg (2 sendetilladelser på 92.9 – Radio Storkøbenhavn og FTF København), Tårnby (4 sendetilladelser på 103.4 – Amagerfrekvensen, Glade Lyttere, Station A og Tårnby Lokalradio) og Gentofte (GLR på 103.9). 8 af de 9 sendetilladelser modtager det fulde støttebeløb, dog må GLR nøjes med 37.379 kr.

Men herefter bliver billedet mudret, da Jyllands-Postens erhvervsradio JP Radio er viklet ind i KommunikationsCentret.

JP Radio udsendes nemlig på Frederiksberg-frekvensen 92.9 i sendetiden som tilhører sendetilladelserne 'Radio Storkøbenhavn' og 'FTF-Frederiksberg'. Begge disse sendetilladelser modtager fuld støtte. Men Jyllands-Posten modtager også selv støttekroner til sin erhvervsradio hvert år. Det samme signal fra JP Radio relæ-udsendes nemlig ikke kun på 92.9 fra Frederiksberg, men også på frekvenser i Fredensborg-Humlebæk, Gladsaxe, Helsingør – samt streames på internettet. Derimod har JP Radio stoppet udsendelserne i Sorø, efter at Radio 1049 i byen lukkede. Og i de øvrige byer, hvor JP Radio har sendetilladelse – bl.a. i Odense og Hørning nær Aarhus (se http://jp.dk/radio/) – er man aldrig kommet i gang. Hvordan støttekronerne bliver fordelt mellem KommunikationsCentret og Jyllands-Posten er uklart.

Pinsekirkens UCB Radio (http://www.ucb.dk/overview.htm) tager andenpladsen. Fra studierne på Amager udsendes UCB og NewFM på frekvensen 103.4, samt Rhema Radio på Københavns 106.3. Desuden produceres radio til UCB-aflæggerne i Holbæk, Esbjerg og på Bornholm. Alle 6 sendetilladelser får det fulde støttebeløb i 2012.

Derimod gik det ikke så godt for en række andre vækkelsesprædikanter med store radioplaner.

Nordisk TV Mission har nu tilsyneladende helt droppet at sende radio i Danmark. Erling Ilsøes DKN-Radio fik oprindeligt 14 sendetilladelser, men de fleste af dem kom aldrig i gang – og nu er der ingen af dem, der får støttekroner for 2012. En anden del af Nordisk TV Mission, Glory Media i Ballerup, fik tidligere tildelt syv sendetilladelser til lokalradio. To af disse nåede i æteren, og sendte fra henholdsvis Smørum ved Ballerup og i Sorø. Nu er begge stationer tavse, og Glory Medias hjemmeside er lukket.

TOP TV & Radio (www.toptvr.com), som sender lokal-tv under navnet More2Life TV, ser det også sort ud for på radiofronten. De har adresse hos frikirken Carol Krogstrup Ministries i Helsingør (www.carolkrogstrup.com), men interessenterne bag Top Radio tæller bl.a. også Copenhagen Miracle Center, Zion Temple of Denmark og Kirkernes Integrations Tjeneste. De fik oprindeligt fem radio-sendetilladelser. To af dem kom i luften, Albertslund (94.5) og Hvidovre (95.2). Men i 2012 får man ikke en krone i støtte.

En række andre stationer får heller ikke støtte i 2012, men som det er fremgået af artikler på radionyt.com i den senere tid, så skyldes det sjusk og slendrian rundt omkring.

Således har både Radio Nordfyn, Stevns Lokalradio og Frederiksberg-Journalen/Radio Ellekær overset datoen for indsendelsen af ansøgningen.

Det kan dog lade sig gøre at overleve et enkelt år uden støtte, det er bl.a. Hvidovre Nærradio og Radio Langeland eksempler på.

Men man kan også overleve på andre måder. Hinnerup City Radio og Radio Hinnerup er jo i den virkelige verden fusioneret til radiostationen 'FM95' (www.fm95.dk). Bare ikke når det gælder støttekroner i 2012, her er man stadig opdelt i to sendetilladelser.

De er dog langt fra ene om at have to eller flere sendetilladelser på samme adresse, det gælder f.eks. også Ringkøbing Lokalradio/Service-Radio/Weekendradioen, Mediehuset Aarhus/Radio Bazar/U-radio, Radio Odsherred/Inforadio Odsherred, Højderyggens Lokalradio/Højderyggens Weekendradio, Midtfjord Radio/KanalenFM, Amagerlands Lokalradio/Øen Amagers Lokalradio, Radio Rønde/Inforadio Syddjurs – eller Lokalradioerne i Brønderslev’s Hele Byens Radio & Eagles FM – Byens Bedste Radio.

Blandt andre kuriositeter i listen over tildelte tilskud kan ses 'Hele Lollands Radio', som produceres af HLTV. Den udsendes dog ikke på FM, men på en ungdoms-portal.

'Radio Payvand' i Rødovre (www.radiopayvand.dk) er ikke en ny station, men derimod det farsi-klingende navn for den tidligere Indvandrerradio i Rødovre.

'Kilojoule Radio' (http://www.kilojoule.dk/) er det nyeste navn for den sidste tilbageværende lokalradio i Sorø Kommune, som kæmper for at holde to frekvenser i æteren med få midler.

Og så er 'Tidens Radio' (www.tidensradio.dk) lig med den tidligere 'Radio Ti og Lyt' på 95.5 i København.

Endelig har enkelte stationer kastet håndklædet i ringen og er lukket lige så stille. Det gælder bl.a. Radio Mølleå i Lyngby, som ellers havde eksisteret siden 1984.


Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Nye tilbud for døve
  · TV 2 får ny formand
  · TV 2 med stort overskud
  · 'Badehotellet' får endnu en sæson
  · DR fejrer kronprins Frederiks 50 års dag
  · Nyt boligprogram på TV 2 Fri
  · Regeringen og DF vil skære DR med 20 procent og afskaffe licensen
  · Palle Kjærulff-Schmidt er død
  · Ny sæson af 'Hjem til gården' på TV 2
  · Felix Smith vært på nyt TV 2-haveprogram



  · -