Venstres idé om at tage P4 fra DR fik ikke mange timers levetid, før det blev skudt ned af de konservative.
"Hvis de Konservative skal være med i det næste medieforlig, så bliver det ikke det her," lyder det fra Henriette Kjær (kons.)
"Lægger man TV 2s regioner og DRs regionale radiostationer sammen, så slår man pluralismen ihjel," siger Henriette Kjær til Journalisten.dk.
Dermed er der ikke udsigt til, at forslaget får nogen gang på jord.
Henriette Kjær roser dog Ellen Trane Nørby for at turde tænke højt og komme med nye idéer, men en sammenlægning af TV 2's regioner og DR's regionale radiostationer, mener hun, er helt forkert og nævner først og fremmest, at det vil kunne betyde et monopol på den regionale side.
"Hvis man gør, som Ellen Trane foreslår, så bliver det bare de samme vinkler, vi får i alle historier, og de samme personer, man interviewer. Derfor er jeg ikke varm på tanken," siger Henriette Kjær
Også Socialdemokterne er afvisende:
"Jeg mener, det er et vanvittigt forslag. Og det er åbenbart et led i Venstres forsøg på at ødelægge DR. Først vil man nedlægge P2 og fjerne P2 fra DRs FM-dækning. Og nu vil man også tage P4 fra DR," siger Mogens Jensen til Journalisten.dk.
Han peger samtidigt på, at DR bør have en regional radiodækning, hvis DR skal leve op til kravet om at være en landsdækkende public service-station. |