|
USA: Så er XM en realitet
Onsdag 26. september 2001
Af Stig Hartvig Nielsen |
|
Tirsdag kl. 12.30 lokaltid på USA's østkyst gik XM Satellite Radio officielt i luften. Begivenheden beskrives som en af de største nyskabelser indenfor radio siden FM båndet blev taget i brug.
XM Satellite Radio tilbyder 100 forskellige radiokanaler – med kun få reklamer på de fleste af kanalerne og slet ingen på 30 af de 100 kanaler. Der er et bredt udbud af forskellige eksisterende radiokanaler, en række nye og så en række der kun spiller musik non-stop indenfor en stribe specialiserede genrer.
Det koster 9.99 dollars (81 kr.) om måneden at abonnere på disse mange radiokanaler. Og derudover en særlig satellitradiomodtager eller en ”opgradering” af den eksisterende bilradio til en pris af mindst 225 US dollars (godt 1.800 kr. ). Men i fremtiden vil mange biler være udstyret med en autoradio, der kan modtage XM. Det gælder f.eks. for 20 af General Motors 2003 modeller, der kommer på markedet i 2002.
Ved starten tirsdag var der 400 abonnenter. XM forventer at der ved udgangen af 2001 er mellem 50.000 og 60.000 abonnenter. Man skal nå 4 mio. abonnenter i løbet af de næste fire år for at nå breakeven.
I starten kan XM kun modtages i San Diego og Dallas – men fra den 15. november vil hele USA være dækket. Dels fra to satellitter og dels fra et antal repeatere i storbyerne. XM fik først den 17. september en midlertidig tilladelse fra FCC til at etablere disse repeatere, der er blevet mødt med kraftig modstand fra bl.a. NAB.
Samtidigt vil XM få konkurrence fra en anden satellit-radio udbyder, nemlig Sirius Radio, der lancerer et lignende koncept i løbet af i år. |
|
Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version |
|
|
|