Chris Evans har fået en svær start på sit daglige program på BBC Radio 2. Chris Evans har overtaget det populære eftermiddagsprogram (18-20 dansk tid) fra Johnnie Walker. Chris Evans stil er dog en helt anden, og det falder ikke i alle lytteres smag. Mange har telefoneret og sendt mails til BBC, hvor de klager over Evans. På BBC's hjemmeside har lyttere også givet Evans usædvanlige hårde ord med på vejen i skuffelsen over det nye show.
"Han er simpelthen ganske forfærdelig at lytte til i modsætning til den behagelige Johnnie Walker," lyder en af de mere barske kommentarer på hjemmesiden.
Fra BBC tager man kritikken rolig: "Enhver ændring i programfladen betyder kritik. Vi har modtaget under hundrede klager. Det er ikke meget ud af en lytterskare på godt 13 millioner," sagde en talsmand i dag, der også peger på, at der er kommet positive reaktioner på Chris Evans' nye show. |