Et flertal i Folketinget kræver, at støtten til nazisternes lokalradio, Radio Oasen, stopper, skriver Berlingske Tidende i dag. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) er dermed under politisk pres for at få gennemført sit eget gamle løfte om at stoppe støtten til Radio Oasen.
"Det kan ikke være demokratiets opgave, at finansiere nazistisk propaganda", udtaler den kulturpolitiske ordfører for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, til Berlingske. Samme toner lyder fra Ester Larsen fra Venstre, Naser Khader fra Det Radikale Venstre og Carina Christensen fra Det Konservative Folkeparti.
Når Radio Oasen - som verdens eneste nazistiske radiostation med offentlig støtte - i det hele taget får tilskud, hænger det sammen med reglerne for tilskud til græsrodsradioer. Alle græsrodsradioer har ret til tilskud, så længe reglerne er, som de er.
Men det ændres der måske på. Brian Mikkelsen nedsatte i begyndelsen af december 2002 en arbejdsgruppe, der skulle kigge på hele ordningen omkring lokalradio- og tv - herunder også tilskudsordningerne. Arbejdet i denne gruppe er netop afsluttet, og ventes offentliggjort på onsdag.
Allerede nu siger Brian Mikkelsen, at han har til hensigt at ændre reglerne, således at der ikke automatisk gives tilskud til alle lokalradioer: "Målet er at sikre, at vi ikke automatisk betaler støtte til radioer, der viderebringer ekstremistiske synspunkter. Og jeg håber at have de nye regler klar til at træde i kraft fra den 1. januar 2004", siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse. |