Radio MEGA har i løbet af 90 minutter, i samarbejde med en række Nordsjællandske virksomheder, indsamlet 30.000 kr. til ofrene for flodbølgekatastrofen i det sydlige Asien. Pengene doneres på lørdag til en landsindsamlingen ”Støt Asien” via den lokale indsamling i Hillerød.
”Radio MEGA sender til hele Nordsjælland og vi har ligesom de fleste andre medier fulgt katastrofen meget tæt med løbende opdatering på nyhedssiden. Onsdag eftermiddag tog vi initiativ til at etablere en indsamling og vi kontaktede vores brede netværk. Trods det, at mange af dem vi kontaktede naturligvis i forvejen har doneret penge til katastrofeområdet – privat som professionelt – har der været stor opbakning til vores initiativ. I løbet af bare 1.5 time fik vi samlet ca. 30.000 kr. ind. Jeg er stolt af resultatet, den velvillighed vi har mødt i vores netværk og mine kollegers indsats”, siger direktør Mette Dahl Juelner.
Radio MEGA bringer løbende historier fra lokale virksomheder, som også har taget initiativ til indsamlinger. På lørdag sender radioen en specielt program mellem kl. 12 og 15, der følger indsamlingen i Hillerød.
|