Onsdag 15. oktober 2003
Berlingske Officin har fortsat radio-planer
Det Berlingske Officin er på udkig efter radiostationer i København og andre steder for at fuldføre bladhusets strategi om at opbygge regionale medie-centre, skriver Børsen. Det sker i forlængelse af, at man i Jydske Vestkystens og De Bergske Blades udgivelsesområder har fået en radiostuktur på plads - men endnu mangler man radioaktiviteter i tilknytning til Berlingskes aviser i Århus og København. Koncernchef Lasse Bolander siger til Børsen, at man holder alle døre åbne - og han vil ikke ikke på forhånd udelukke noget samarbejde. (SHN)
|
Onsdag 15. oktober 2003
Mette Bock ny direktør for Radio Victor
Jydske Vestkystens adm. direktør Mette Bock er udnævnt til ny adm. direktør for avisens radiostationer, Radio Victor i Esbjerg og Skala FM i Kolding, oplyser Børsen i dag. Samtidigt er der sket en komplet udskiftning af bestyrelsen for de to radiostationer, der fremover består af økonomidirektør for Jydske Vestkysten, Troels Olesen Müller samt Leif Kowicki og Mette Bock. (SHN)
|
Onsdag 15. oktober 2003
Folkets Radio under belejring
En byretsdom har overraskende overdraget Folkets Radio i København til nogle tidligere bestyrelsesmedlemmer. I modsætning til alle andre myndigheder har dommeren i Byretten nemlig valgt at tro på de tidligere bestyrelses-medlemmers forklaring om, at de er den retmæssige bestyrelse. Læs mere
|
Onsdag 15. oktober 2003
Rekord i 'Danmarksmester'
Den 10-årig Anna Berg Hansen fra Holbæk-egnen satte i går tirsdag alle tiders rekord i P4-quizzen Danmarksmester. I temaet Harry Potter svarede hun på 45 spørgsmål og slettede dermed den cirka tre år gamle rekord, der var på 36 rigtige. Ikke nok med det: Hun fortsætter i dag onsdag med i alt 4.500 kroner på kontoen. Læs mere
|
Onsdag 15. oktober 2003
USA: Rush Limbaugh er pillemisbruger
Den kendte radiostjerne og stærkt konservative Rush Limbaugh, der i årevis har tordnet mod bl.a. narkomaner og andre misbrugere, er selv blevet afsløret som pillemisbruger. Han har nu midlertidigt stoppet sine talkshow-programmer og har ladet sig indlægge på en klinik til afvænning den næste måneds tid. Berlingske Tidende har hele historien: http://www.berlingske.dk/kultur/artikel:aid=366524/ (SHN)
|
Onsdag 15. oktober 2003
DR har ondt i licensen
Danskerne er blevet dårligere til at betale licens. DR går i 2003 glip af licensmidler for ca. 40 mio. kr., skriver Jyllands-Posten. Der var ved årets begyndelse budgetteret med 2,92 mia. kr. i licensindtægter, men ledelsen i DR kan se, at man ikke når det mål. Læs mere
|
Onsdag 15. oktober 2003
Nyhedsradioen 24/7 på vej mod lukning
Når eller hvis TDC Kabel TV fra årsskiftet standser pengestrømmen fra kabel-tv kunderne til SBS Radio, vil det betyde væsentlige besparelser, siger SBS-radio chef Eric Hansen til Jyllands-Posten i dag, og fastslår, at det bliver umuligt at videreføre Nyhedsradioen 24-7. Hidtil har TDC betalt godt 15 mio. kr. årligt for The Voice og Pop FM, og ca. 13 mio. kr. årligt for Radio 2 og Nyhedsradioen 24/7. SBS Radio går dermed fra næsten 30 mio. kr. årligt til det rene ingenting. (SHN)
|
Tirsdag 14. oktober 2003
Øresund Direkte nedlægges
De sidste fem år har DR P4 Københavns Radio og SR Radio Malmöhus hver onsdag mellem 9 og 10 sendt det fælles program 'Øresund Direkte' - på svensk og dansk - og med Jette Beckman og Torbjörn Bladh som værter. JP København skriver i dag med nyhedsbrevet Øresund Direkt som kilde, at programmet nedlægges fra årsskiftet. Årsagen er omstruktureringer i Sveriges Radio. En del af programmet, hvis formål har været at nedbryde de barrierer, folk støder på i regionen, vil dog genopstå i en ny form i starten af 2004. (SHN)
|
Mandag 13. oktober 2003
SBS truer TDC Kabel TV med retssag
SBS Radio griber nu til konkurrencelovgivningen i kampen mod TDC Kabel TV, der har valgt fremover kun at betale til de tv-stationer man distribuerer, og intet til radiostationerne. SBS mener iflg. Børsen i dag, at TDC Kabel TV misbruger dets dominerende position i kabelmarkedet, og SBS agter at indbringe TDC for Konkurrencestyrelsen, hvis der ikke opnås et forhandlingsresultat. Læs mere
|
Mandag 13. oktober 2003
Kendt radiomand sendte Milo til tælling
Det blev den kendte radiomand fra Nyhedsradioen 24/7 og lokalpolitiker Dan Bjerring, der blev arkitekten bag venstreborgmester René Milos fald som borgmester i Greve efter næsten ti år. Dan Bjerring - tidligere medlem af Fremskridtspartiet og Venstre, nu Borgerlisten - var iflg. Berlingske Tidende skyld i, at René Milo blev sendt til tælling beskyldt for fusk og bedrageri. Hele artiklen om Dan Bjerring kan læses her: http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=366256/ (SHN)
|
Mandag 13. oktober 2003
Radio ABC X-mas party i nedlagt bryggeri
Bryggeriet Thor i Randers lukkede for kort tid siden, og Radio ABC fandt dermed et sted for det årlige X-mas party. Tidligere er festen blevet afholdt bl.a. i en nedlagt automobilforretning, et nedlagt supermarked og i en nedlagt fragtmandshal. Det er ikke lykkedes at sælge den store pakkerihal på Thor, og den omdannes nu - for en kort stud - til en multihal med X-mas Party den 28. og 29. november. Læs mere
|
Lørdag 11. oktober 2003
Sjællandske Medier skal betale 50.000 kr. til fyret revisor
En revisor der var tilknyttet det tidligere Mediehuset i Næstved, får ekstra erstatning for injurier, fremsat af formanden for det daværende Radio Næstved. Sjællandske Medier har indgået forlig med revisoren, og må udrede erstatningen på 50.000 kroner. Læs mere
|
Fredag 10. oktober 2003
Ingen ny fast Strax-vært fundet endnu
Lars Daneskov havde sidste arbejdsdag i dag som vært på P3s formiddagsprogram Strax!. Fra på mandag bliver programmet bestyret af Jacob Løje (billedet), men en ny fast vært er endnu ikke fundet. "Vi er på udkig efter den helt rigtige", siger P3-chef Dorthe Carlsen til radionyt.com, og tilføjer, at der går nogen tid endnu inden en ny fast Strax-vært kommer i æteren. (SHN).
|
Fredag 10. oktober 2003
Bent Helvang direktør for TV 2 selskab
Tidligere adm. direktør for lokalstationen TvDanmark 2-Kanal 2 i København, Bent Helvang, tiltræder den 1. november et nyt job som direktør for TV 2 Øst’s datterselskab, produktionsselskabet ’East Production’ i Vordingborg. Helvang, der udover sit arbejde i tv-branchen tillige er bestyrelsesmedlem af foreningen Radio Mega i Hillerød, fortsætter som formand for KOMM. (SHN)
|
Fredag 10. oktober 2003
Vil ikke have The Voice i Horsens
"Der er ingen planer om at The Voice skal sende på 105.3 MHz i Horsens", siger Mads Sommer fra Radio Horsens til radionyt.com. "Vi havde en aftale med Radio 2 om at udsende Nyhedsradioen 24/7 på 105.3 MHz, men da vi ikke længere kan få den leveret, så bortfalder aftalen", fastslår Mads Sommer, og tilføjer at dermed er båndene kappede. På 105.3 MHz udsendes nu i stedet Radio Horsens. (SHN)
|
[<] 1 2 3 4 5 6 7 8 9 [>] |