Grænserne for satire i radio- og tv-programmer har rykket sig i de senere år. En sprogforsker advarer mod udviklingen.
Må man antyde, at tidligere fødevareminister Mariann Fischer Boel har haft mere end blot et politisk fællesskab med afdøde folketingsformand Ivar Hansen? Må man lave rollespil på P3 og fremstille landets statsminister som neurotiker? Må man generelt gøre grin med politikernes sexliv?
"Ja", mener stand-up komikeren og tv-værten Jan Gintberg, der er aktuel på TV 2 Zulu med showet 'Gintbergs store aften', hvor han sammen med inviterede gæster diskuterer, hvad der er oppe i tiden. Et af emnerne har været rygterne om tidligere fødevareminister Mariann Fischer Boels uformelle forhold til afdøde formand for Folketinget, Ivar Hansen.
"Historier, der bliver forsøgt dysset ned på den måde, fortjener at blive sagt lidt mere bramfrit", mener Jan Gintberg.
"Jeg indrømmer, at jeg ikke var særlig subtil, og når man sidder dér, så tager ordene ofte magten. Men omvendt, hvis jeg skal overraske, så skal det altså både gibbe i mig selv og publikum, og så er det nødvendigt at sige den slags. Men det får mig altså ikke til at ligge søvnløs", siger Jan Gintberg til Dagbladenes Bureau.
Tobias Dybvad er radiovært på P3's morgenprogram 'Tjenesten', hvor han har lagt stemme til hovedpersonen Anders Fogh i en satirisk serie om minimalstaten. Serien er bygget op over Anders Foghs privatliv med hustruen Anne Mette, de tre spritrengjorte børn og husvennen Marek.
I satireprogrammet skildres Anders Foghs maraton-løbeture som et masochistisk strafferedskab, han bruger, når han har begået en politisk dumhed. Og lytterne er vidne til hans hyggestunder alene, hvor han leger med sin Bush-dukke, som han jævnligt ifører flæsekjole.
"Satire er sjovest på grænsen, og det handler jo i høj grad om hentydningens kunst - og det er jo det, vi bruger. Nu er Anders Fogh jo kontrolleret, styret og så svær at slå ud af kurs, at det er helt komisk i sig selv", siger Tobias Dybvad.
Erik A. Andersen er sprogforsker på Københavns Universitet og har forsket i satire. Han mener, at vi lever i en satirisk bananrepublik, hvor alt er tilladt.
"Vi er havnet i en verden af bundløst frisind. Alt er blevet enormt personfikseret, og der hvor man i gamle dage bare hentydede til personer i satiren, nævnes de nu ved navns nævnelse. Og de ting, der tidligere var en form for 'gentleman-agreement' om, at man ikke sagde, dem siger man nu lige ud. Men satire kan være utrolig omkostningstung for den, der bliver ramt. Det kan være forfærdeligt. Den slags udtalelser om Ivar Hansen er et glimrende eksempel på, at der bør være grænser", siger Erik A. Andersen, og fortsætter:
"Problemet er, at hvis man begynder at råbe op og protestere, så lugter det lidt af, at der nok er noget om snakken. Så det bedste, man egentlig kan gøre, er at dukke sig og holde kæft. Går man ind i sagen, så skal man også offentligt til at bevise, at det ikke passer. Og påstår man, at Anders Fogh er potentiel homoseksuel, og at Mariann Fischer Boel havde et forhold til Ivar Hansen, så er det jo kun interessant, fordi de er politikere", lyder sprogforsker Erik A. Andersens konklusion om udviklingen i satiren i radio- og tv-programmer. |
