Salgssamarbejdet i Nordisk Radio Reklame (NRR) mellem SBS stationerne The Voice og Radio 2 på den ene side og de jyske stationer i 'Radio Jylland' på den anden side er under opbrud, skriver dagbladet Børsen i dag. De jyske stationer har netop sendt en opsigelse til SBS, hvilket indebærer, at NRR ikke længere har eneret til landssalget på de jyske stationer.
Udgangspunktet i Nordisk Radio Reklame samarbejdet mellem SBS og Radio Jylland var, at SBS ikke etablerede sig i Jylland. SBS' overtagelse af Radio 2 og af etableringen af flere The Voice stationer i Jylland betyder at samarbejdet nu opløses.
SBS har dermed brudt aftalen, men alligevel bliver der ikke tale om, at Radio Jylland stationerne vil stævne SBS, oplyser markedsdirektør Poul Sørensen fra Nordjyske Medier til Børsen.
Med opløsningen af samarbejdet kan SBS frit og uhindret udvikle sig i Jylland, hvilket betyder at der kan komme flere The Voice og Radio 2 frekvenser i Jylland.
De jyske stationer har iflg. Poul Sørensen en plan, men det erkendes også, at opløsningen af NRR samarbejdet kan komme til at koste penge. Børsen nævner, at der måske kan blive tale om et samarbejde mellem Radio Jylland stationerne og Talpa Radio. |