Efter 40 år med trafikradio - i de seneste mange år produceret af Radio Fyn - er det nu slut. Sendetiden fredag mellem 14 og 16 på DR P4 vil fremover blive overtaget af Hans Otto Bisgaard og det nye program 'Fredag på farten'.
Hans Otto Bisgaard ser i ’Fredag på farten’ frem til weekenden, og hvad der skal ske i den. Er der nogen gode loppemarkeder, hvor lytterne kan gøre nogen gode fund? Er der nogen spændende kulturelle tilbud? Hvad byder weekenden i det hele taget på?
Med sin vanlige lune tilgang betragter Hans Otto sin omverden, og han vil både komme omkring landskabets og naturens gang samt andre små historier, som er relevante for årstidern og andet.
"Fredag på farten ligger på et tidspunkt, hvor mange lyttere er på farten. Mange er på vej på weekend - hjem til sofaen, sommerhuset, haven, skoven, båden eller familien, og P4 følger dem med på vej. Vi skal nok levere underholdningen, så lytterne skal bare holde deres hænder på rattet - eller hvad de nu er i gang med, så sørger vi for resten", siger Hans Otto Bisgaard.
Han lover, at lytterne får serveret god ’køremusik’ med lidt tempo i. Han har hentet inspiration i USA, hvor nogle radiostationer simpelthen har specialiseret sig i at levere god køremusik. I ’Fredag på farten’ får lytterne med andre ord ikke lov til at falde hen ved rattet, når Hans Otto øser ud af sin enorme musikviden og spiller plader med ’drive’. Jævnligt vil han også interviewe aktuelle kunstnere. |