Det samlede forbrug af radioreklamer i 1. halvår 2001 faldt til 47.5 mia. dollars (394 mia. kr.) mod 50.4 mia. dollars (418 mia. kr.) i samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 6.9 %.
Tallene stammer iflg. R&R Online fra Competitive Media Reporting, der også oplyser, at to af de største annoncører i amerikansk radio har nedsat deres reklameforbrug markant: Generel Motors med 24 % til kun 1.1 mia. dollars (9.1 mia. kr.) og Philip Morris har skåret ned med 16 % til nu 863 mio. dollars (7.2 mia. kr.). Med til billedet hører dog, at den 3. største annoncør i USA, AOL Time Warner, satte reklameforbruget op med 22 % i perioden til 734 mio. dollars (6.1 mia. kr.)
Nedgangen i det samlede annoncemarked – altså både print media, tv, radio, internet osv. - er nu så voldsom, at der er tale om det største fald i et helt årti. Det er et af verdens førende analysefirmaer på området, Zenith Media, der oplyser dette iflg. dagbladet Børsen.
Ikke siden krisen i begyndelsen af 90’erne har udsigterne for annoncemarkedet været så ringe, som de er nu – og nedgangen er størst i USA, fastslår Zenith Media. |