PL-Fondens Frihedspris på 100.000 kr. uddeles i aften til radiostationen 'Burmas Demokratiske Stemme', der sender to timer dagligt på kortbølge til Myanmar.
Burmas Demokratiske Stemme, der har hovedsæde i Oslo, hvorfra man har sendt oppositionel radio til Myanmar siden 1992, får i aften tirsdag overrakt PL-Fondens Frihedspris på 100.000 kroner på Kunstindustrimuseet i København.
I fundatsen for prisen hedder det iflg. Ritzau, at den uddeles til "et menneske eller en organisation, der med uomtvistelig habitus har gjort en indsats for menneskerettigheder, som de er nedfældet i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder".
Det er formand for PL-Fonden, højesteretsdommer Poul Søgaard, der overrækker prisen til vicedirektør for Burmas Demokratiske Stemme Khin Maung Win.
Den korrekte, officielle betegnelse for landet mellem Indian, Kina og Thailand er 'Myanmar'. Det er i øvrigt landets oprindelige navn , der går omkring 800 år tilbage. 'Burma' er det navn, som de britiske kolonisatorer gav landet. I 1989 besluttede militærregimet i landet, at vende tilbage til det oprindelige navn 'Myanmar' - og dette blev kort tid efter anerkendt af FN. Den pro-vestlige opposition i Myanmar fastholder imidlertid den britiske betegnelse 'Burma'. |