Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


P3 fylder 40 den 1. januar
Fredag 20. december 2002
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den 1. januar 2003 er det præcis 40 år siden P3 for første gang gik i luften. Selvom uendelig meget er sket siden den daværende 'Musikradio' - under store protester fra kulturparnasset - gik i æteren kl. 12.00 i 1963, formår kanalen stadig at engagere, underholde, og sætte gang i debatten. "Pop er for mig en af de mest modbydelige, fordummende og sjofle forteelser... og jeg vil gerne understrege, at det ikke ville skade, men gavne utroligt at holde denne ækle industri borte fra Danmarks Radios dør". Således talte programchef for Musikafdelingen i DR Vagn Kappel i 1963, om tilblivelsen af 'Musikradioen' - som man dengang kaldte P3.
Og han var langt fra alene; kulturens vogtere fra Knudåge Riisager til Poul Henningsen blæste ivrigt i dommedagstrompeterne, for "hvad var det dog for noget sådan at spille alskens pigtrådsmusik, og jeg ved snart ikke hvad, og så på selveste Statsradiofoniens bølgelængde..."

I dag kan såvel citatet som rædslen bag ikke undgå at virke let komisk. Men i bund og grund er P3 et produkt af, at Danmarks Radio allerede i 1963 styrede mod at rumme noget for alle danskere, uanset hvad de kunne li' af musik og journalistik.

Det var dog på ingen måde "frivilligt" at DR indførte et 3. program udover de to eksisterende. P3 blev udelukkende indført som en følge af det tomrum der opstod, da politikerne lukkede den frie, kommercielle offshore station 'Radio Mercur'.

Efter at Radio Mercur fik bovskuddet i sommeren 1962 - måtte Folketinget simpelthen love lytterne en erstatning. Og P3 blev med en blanding af 'rap journalistik og kvik musik' omgående en succes hos lytterne, selvom pressen og kulturpingerne var mere kølige i deres modtagelse.

Med til historien om P3s succes hører dog også den kendsgerning, at der absolut ingen konkurrence var til den statsdrevne musik- og underholdningskanal.

Den rytmiske musik og journalistikken i skøn og populær forening har siden starten været P3's speciale, selvom blandings-forholdet langt fra altid har været det samme, skriver DR i en pressemeddelelse. P3 voksede sammen med pigtråds- og beatmusikken igennem 60'erne, og mens beat blev til rock blev P3's journalistik op gennem 60'erne og 70'erne i større grad til samfunds- og musikjournalistik, og lidt mindre service. Berlingske skrev efter kanalens premiere i 1963 at den skulle 'spille musik, musik og atter musik.' Ingen kan vist påstå at P3 ikke har levet op til kravet, og i dag er kanalen med initiativer som Karrierekanonen, P3-Prisen, og det selvpålagte krav om minimum 30% dansk musik en væsentlig støtte for såvel etablerede kunstnere som talenter indenfor den danske, rytmiske musik.

Lytterengagementet har også altid været et særtræk hos P3. Når værterne på Strax og Katapult osv. i dag konstant engagerer lytterne i debat, konkurrencer eller indforståede jokes er der tråde direkte tilbage til dengang, hvor Erhard Jakobsen indvilligede i at deltage i en aprilsnar på P3. Her blev han kåret som 'præsident af Danmark', med en massiv telefonstorm som resultat. Lytterinteraktionen er selvfølgelig højere i dag end nogensinde, bl.a. i kraft af e-mail, med Natradioens chatcommunity som et andet godt eksempel.

Personligheder af en særlig kaliber har i hele P3's fyrreårige liv gjort kanalen til 'lytternes kanal', skriver DR videre. Fra Jørgen de Mylius med hitlisten i 'For de unge', over Hans-Otto Bisgaard og Monica Krog-Meyer med 'Radio Rita', Kim Schumacher med 'Studie 84', Alex Nyborg-Madsen med 'Erotica' og til Lars Daneskov og Morten Resen med den seneste udgave af 'Strax' har P3 været hjemsted for den en folkeeje-radiopersonlighed efter den anden. Med nutidens hold og navne som Daneskov og Resen, Anders Breinholt, Peter Palshøj, Carsten Bang, Pia Røn, Henrik Milling, Niels Christian Lang, Jesper Dein og mange flere står kanalen stadig stærkt.

En af P3's største fortjenester er at have været rugekasse og affyringsrampe for en overvældende stor del af den bedste satire herhjemme de sidste mange år. Selvom Tæskeholdet med Casper Christensen i spidsen måske står som det højest profilerede eksempel er pladsen trang i satirens 'Hall of Fame': Man kommer heller ikke uden om Selvsving, Det Der Om Søndagen, Det Brune Punktum, Gramsespektrum, og Banjos Likørstue, for slet ikke at tale om Børneradios efterhånden lange og stolte tradition for satire og politisk ukorrekthed.

De famøse 40 år til trods er P3 nu ikke blevet en sat, etableret hyggebamse. Kanalen skyder stadig med skarpt, både musikalsk, journalistisk og satirisk - og kan den dag i dag sagtens bringe sindene i kog hos kulturens vogtere, nøjagtig som da P3's egen grundlægger, daværende kulturminister Julius Bomholt insisterede på et "...musik-program, der skal serveres med pep. Gud fri mig for pop".

P3 sender bl.a. flg. fødselsdagsprogrammer på selve dagen - den 1. januar 2003:

Kl. 11.03: 'Teenager på 40. år'
- en times montage af Erik Hansen og Bille Sterll, som har stået på hovedet i såvel historie som lydarkiver for at finde klip fra kanalens 40 år i luften, fra Christian Flagstad til Tæskeholdet.

Kl. 12.20: '40 år i luften'
- en 40 minutters udsendelse af Erik Hansen og Anja Pihl, bestående af 'historiske' klip, hvor diverse P3-værter præsenterer et stykke musik, samt det tilhørende musiknummer.

Kl. 16.03: 'P3 40 år'
- et to timers program tilrettelagt af Anja Pihl og Erik Hansen, med Lars Daneskov som vært, bestående af forskellige klip fra udsendelser tilbage fra 'premieren' i 1963 og op til i dag.

---

Foto: Erik Kramshøj og Lars Daneskov i et ømt rockarkæologisk øjeblik i 1992, med programmet 'Spadestik og søn'. Programmet flyttede senere til P4 og nedlægges i øvrigt ved udgangen af 2002. (Fotograf: Bent Paulsen)


Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Nye tilbud for døve
  · TV 2 får ny formand
  · TV 2 med stort overskud
  · 'Badehotellet' får endnu en sæson
  · DR fejrer kronprins Frederiks 50 års dag
  · Nyt boligprogram på TV 2 Fri
  · Regeringen og DF vil skære DR med 20 procent og afskaffe licensen
  · Palle Kjærulff-Schmidt er død
  · Ny sæson af 'Hjem til gården' på TV 2
  · Felix Smith vært på nyt TV 2-haveprogram



  · -