"DR indtager en privilegeret position i det klassiske musikliv. Det giver et stort ansvar. Derfor skal den klassiske musikkanal bevares," skriver Berlingske Tidende i dag i en leder.
"DR er én af Danmarks vigtigste musikinstitutioner," skriver Berlingske Tidende. Bl.a. fordi "DR yder en beundringsværdig indsats for at formidle klassisk musik ved på kompetent vis at præsentere lytterne for det ypperste inden for genren. DR spiller desuden, og nok så vigtigt, en central rolle i dansk musikliv ved at sikre, at samme klassiske musik opføres herhjemme på et meget højt niveau."
Avisen fortsætter med at nævne DR SymfoniOrkestret, DR UnderholdningsOrkestret, DRVokalEnsemblet, DR KoncertKoret og DR PigeKoret. Samt det milliard-dyre Koncerthus.
"Al den overdådighed skal være DR vel undt, men så skal overdådigheden i allerhøjeste grad også være tilgængelig for dem, der ikke bor i hovedstaden og aldrig eller sjældent kommer i Koncerthuset. Dette kræver, at den klassiske musik også i fremtiden har rigeligt med plads på DRs programflade," hedder det videre i lederen.
Klassisk musik er heller ikke noget som kommercielle aktører præsterer
Derfor skal DR fortsat have en kanal for klassisk musik - og gerne koblet med den jazzmusik, mener Berlingske Tidende, og afviser samtidigt, at blande P1- og P2-stof.
"DR må gøre sig det klart, at man indtager en privilegeret - og vigtig - position i det klassiske musikliv. Med den position følger et stort ansvar. Det ansvar bør DR tage på sig," slutter lederen i Berlingske Tidende. |