I dag tirsdag er det 17 år siden Radio Rønde startede med at sende, og på lørdag fejrer Radio Rønde, der nu er den næstældste lokalradio i Århus Amt, fødselsdagen med et quiz-program og et åbent hus arrangement.
Radio Rønde har udviklet sig markant gennem årene, dog uden at miste det lokale islæt, skriver radioen i en pressemeddelelse. Med godt 20 frivillige medarbejdere lykkes det, at holde radioen i gang hver dag året rundt. Radioen og dens medarbejdere ser lyst på fremtiden og ser bl.a. en udfordring i at være lokalradio for den nye storkommune om nogle år. Økonomisk ser det fornuftigt ud, hedder det videre - og der er en god opbakning i lokal området.
Radioens medlemstal ser fint ud, men radioens Støtteforening vil gerne have flere medlemmer og lørdag den 28 august kl. 10-12 afholder netop Støtteforeningen en stor fødselsdags-quiz, hvor det kræves at man er medlem for at deltage.
Lørdag eftermiddag fra kl.12.30-16.00 er Radio Rønde vært ved et 'Åbent hus' arrangement i lokalerne på Rønde Bibliotek, Skolevej 14 i Rønde. Man kan komme og se studiet, møde medarbejderne og hygge sig til underholdningen ved musikeren Kent Jakobsen og tryllekunstneren Kim Oehlenschläger.
Derudover bydes der på et 'Hoppeslot' og lidt amerikansk lotteri.
|