Den legendariske offshore station, Radio Caroline, vender for en kort stund tilbage på AM, 531 kHz. Det sker fra i eftermiddag. Udsendelserne finder sted fra studierne ombord på Radio Carolines sendeskib, Ross Revenge. Caroline vil sende på AM over weekenden fra fredag til og med mandag.
Der vil blive sendt fra skibet - og det er første gang, at det sker siden man sendte på 558 kHz på Nordsøen i 1990.
Radio Caroline startede som offshore station i 1964, og selvom der blev gennemført en lov mod disse stationer i 1967 fortsatte Caroline, til stor irritation for Harold Wilsons Labour-regering. Det sluttede midlertidigt i marts 1968, hvor pengekassen var tom.
Radio Carolines 2 sendeskibe (Mi Amigo ud for London og Fredericia ud for øen Man) blev bugseret til Amsterdam. I 1972 lykkedes det at få Mi Amigo-skibet ud i Nordsøen igen - og denne gang var det nederlænderne, der gennemførte en lov mod offshore stationer. Det skete i 1974.
På det tidspunkt sendte den belgiske Radio Mi Amigo i dagtimerne fra skibet, og det var indtægten fra denne station, der sikrede Radio Caroline overlevelse - stort set indtil 1980, hvor det gamle sendeskib sank i Nordsøen. I 1983 vendte Radio Caroline tilbage fra et splinternyt sendeskib, Ross Revenge, med den højeste antenne, der nogensinde er anvendt på en offshore station. 70 meter højt.
Det gik fint gennem det meste af 80’erne. I 1989 blev skibet dog bordet af de nederlandske og engelske myndigheder, der beslaglagde alt sendeudstyr ombord, og fjernede alt studieudstyr og samtlige plader.
Man gjorde det under påskud af, at en kortbølgesender ombord forstyrrede skibskommunikationen. Mange radiostationer og radiofolk i Storbritannien sendte udstyr ud til skibet, men det var kun en stakket frist. I 1990 standsede Radio Caroline - skibet kom i land i 1991, og Radio Caroline vendte i løbet af 90’erne tilbage via satellit og nettet. Der kan man nu høre stationen døgnet rundt, radiocaroline.co.uk. Er man tæt på Tilbury, hvor Ross Revenge i dag ligger, så kan man altså også høres stationen på 531 kHz.
For alle radiointeresserede sendes alle udsendelser på 531 kHz naturligvis også via nettet.
Der er tale om en såkaldt test, men hvordan fremtiden vil være for nye AM transmissioner vides endnu ikke.
Her er programoversigten for de næste dage på Radio Caroline på 531 kHz AM, på nettet og Sky Digital:
Fredag den 28. august Normale programmer indtil kl. 18, hvorefter der sendes direkte fra Ross Revenge:
18.00 Bob Lawrence 21.00 Cliff Osbourne
Lørdag den 29. august 00.00 Jeremy Chatham 02.00 Lee Shuttlewood 04.00 Phil Meek 06.00 Dave Foster 08.00 Johnny Lewis 11.00 Dave Richards 14.00 Cliff Osbourne 17.00 Bob Lawrence 20.00 Mike Stevens 23.00 Martin Fisher
Søndag den 30. august 00.00 Jeremy Chatham 03.00 Graham Coull 06.00 Dave Foster 08.00 Johnny Lewis 11.00 Dave Richards 14.00 Cliff Osbourne 17.00 Bob Lawrence 20.00 Mike Stevens 23.00 Brian Martin Mandag den 31. august 02.00 Lee Shuttlewood 04.00 Phil Meek 06.00 Dave Foster 09.00 Dave Richards 12.00 Cliff Osbourne 15.00 Johnny Lewis 18.00 Brian Martin 20.00 Martin Fisher 22.00 Mike Stevens
|